Godt. Så min far ringede til René i dag, fordi han ikke kunne klare at snakke med mig uden at bryde ud i gråd. Min mors situation.... damn. Min mor er 75 år gammel. Hun vejer 35 kg. Hun kan ikke synke, hvilket betyder at de ikke kan sætte en slange ned i hendes hals, så hun kan få sondemad. Hun kan heller ikke få den opereret ind, fordi hun er så kraftigt undervægtig. Hun kan ikke, på nogen måde, få førstehjælp af samme årsag. Hun har omkring 1-2 måneder tilbage at leve i. Hun er en dejlig kvinde. Jeg er ked af at miste hende. Jeg har det underligt. Føler mig... kold og tom inden i. Jeg har ikke grædt eller noget, hvilket jeg ellers troede at jeg ville. Jeg føler mig som en skygge. Forket. Helt klart ikke den reaktion, jeg forventede. Men kan man forvente hvilken reaktion man får, når ens forælder dør? Eller i hvert fald ikke har ret lang tid tilbage? Min fars situation har faktisk givet mig tårer i øjnene, når han har ringet og jeg har hørt ham græde. Min far og jeg er ikke tætte.
Men hvad sker der så nu? Jeg er nødt til at tage med til hendes begravelse. Men skal jeg hjem til dem og kigge i min mors ting og se, hvad jeg vil have? Er det noget, min far kunne finde på at bede mig om? Jeg er enebarn. Men jeg har en halvbror, som jeg faktisk ikke ved, hvor meget kontakt min far har til længere. Hvem skal hjælpe ham med alt dette? Mig? Min mors familie? Dette er værre end noget andet, jeg forestiller mig, bortset fra ikke at have en mor jeg kan ringe til, hvis jeg får lyst til.
Min verden... vendt om. Jeg ved vitterligt ikke, hvad der skal til for at få mig ud af denne boble. Men det skal nok blive godt igen. For min far, i hvert fald. Jeg vil hjælpe ham så godt jeg kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar