Jeg... har en farmor. Det har mange. Min farmor og jeg har haft et meget tæt forhold de sidste 10-12 år, siden min farfar døde. Jeg ringer til hende stort set hver dag, og vi taler i omkring 45-60 minutter. Men i januar fyldte hun 92 år. Og hendes demens er så fremskreden nu, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at tale med hende. Ikke fordi jeg er træt af at gentage mig selv. Jeg kan ikke holde ud at snakke med hende, fordi jeg ved hvor demens fører hen.
Lige nu har jeg det svært med hende fordi hun f.eks. ikke kan kende forskel på folk. Hun kan ikke kende forskel på min far og min bror, og min brors børn er nu ikke bare "børnene", men "pigen" og "drengen", alt efter hvem hun taler om. Hun er begyndt at ryge igen, lige pludselig, efter 20 år som ikke-ryger, og jeg er så bange for at der sker hende noget. Det er ikke mere end en måned siden hun glemte at hun var i gang med at lave mad og en gryde kogte tør, så hendes tarteletfyld fra Beauvis eksploderede mens hun sad i stuen og så fjernsyn. Hun siger "Kirsten og Arne" om mine forældre til mig, og forklarer det med at hun ikke kan huske "hvem de er til hvem". Min mor fortalte mig i dag, at hun glemmer at frisere sig - og min farmors halve liv er hendes år, og den anden halvdel er hendes tv og tv-programmet.
Den time jeg snakker med min farmor, er faktisk de samme 10 minutter, som vi går igennem 6 gange i løbet af én enkelt samtale. Men hvis det bare var sådan, og man kunne sige "nå ja, okay". Men demens - det er altså det der med, at det ikke kun er hukommelsen, der står af. Alle hjernens funktioner stopper på et tidspunkt. Hun vil glemme at spise, glemme hvordan hun skal spise, glemme at gå på wc, glemme at trække vejret - og så stopper hjernen og så skal jeg ind i en kirke eller et kapel, hvilket jeg stresser meget over allerede nu, selvom min mor siger, at jeg ikke skal, hvis jeg ikke magter det, og at hvis ingen forstår det og bliver vrede, så kommer hun heller ikke. Jeg stoler ikke helt på det.
Jeg har det bare overordnet dårligt med at have det dårligt med min farmor. Jeg burde være støttende. Jeg burde være der for hende. Men det er jeg ikke, og jeg har altid været det. Nu bliver jeg bare... irriteret på hende. Og det skal man ikke! Jeg ved, at det er forkert, og jeg kæmper så hårdt inden i mig selv, når jeg taler med hende, for ikke at snerre eller lyde irriteret. Men det kan virkelig være svært.
Jeg tror, at hun muligvis bliver 93, men det bliver ikke på et plan hvor det er muligt at kommunikere sådan bare nogenlunde på et fornuftigt plan med hende. Det kan jeg dog trods alt nu. Grunden til at vi kan snakke sammen en time hver dag, er jo blandt andet at hun ikke kan huske hvad jeg har fortalt hende dagen forinden. Når min farmor dør, stopper min verden, og jeg skal virkelig have Renés hjælp for at komme i gang igen. Jeg ved, at han er der, jeg ved, at han vil støtte mig, men jeg frygter så meget at miste min farmor. Hun har ligesom altid været der, og jeg har altid sagt til hende, at jeg kom til at dø før hende, fordi jeg ikke ville kunne undvære hende. Hun kommer fra en stor søskendeflok, og hun var et meget svagt barn. Men alle hendes søskende er døde, og lige så langt tilbage, jeg kan huske, har hun altid haft sådan en "Ja, jeg lever nok ikke til min næste fødselsdag"-holdning, som vi har grint af alle sammen. Siden hun var i 50'erne har hun kludret i navnene i familien, og vi grinte af det - sammen - og lavede små bagdes, som vi havde på, hvor der stod vores navn på, så hun kunne se hvad hun skulle kalde os. Nu er den slags bare slet ikke sjovt længere. Men at hun er 92, og er nået dertil og stadig laver mad selv, går i bad selv, tager tøj på selv og alt det, det er alligevel lidt af en bedrift. Hun får hjælp til støvsugning og gulvvask, og min far handler ind for hende 1 gang om ugen.
Han ringer til hende dagen før han tager derind og siger at han kommer dagen efter, og at hun skal gå i gang med at lave en seddel. Hun siger (ifølge min mor) altid at hun allerede er begyndt at lave sedler, men når de kommer derind, har hun ingen sedler, og ofte er hun overrasket over at de kommer - hun har glemt det.
Min farmor er ikke et perfekt menneske, det har hun aldrig været. Men hun er en af årsagerne til, at jeg er blevet den person, jeg er. Og ifølge René er det en god ting. Om man er enig eller ej, er jo så op til en selv. Jeg mener selv, at jeg er en smule korrupt til tider, men det sker som regel i de "dårlige tider", og når jeg får reguleret medicinen og ikke længere er psykotisk, eller hvis psykoserne går over af sig selv, går alt tilbage til normalen.
Og til dem, som driver mig til vanvid med laserlys i min stue om natten: bare fordi jeg ikke har nogen gardiner lige nu, betyder det ikke at det er okay! Jeg er ved at blive sindssyg oven i hovedet af det! NÅ!
Nu går jeg i seng. Klokken er lidt over halv et, og jeg skal op klokken 8. Så det er en af de dage, hvor jeg bare har været supersmart at gå tidligt i seng. En unavngivet kvinde fra Sahva kommer og skal vise mig metoder til at tage mine nye, meget længere støttestrømper på. Hun kommer alene, fordi sygeplejersken er på kursus. Og hun kommer klokken 9:00. Det er tidligt. Det er alt for tidligt. Men havde jeg vidst at det var så tidligt, havde jeg ikke behøvet at flytte min rengøring til på tirsdag...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar