Jeg er lykkelig!

Hej medmennesker!

Jeg har noget at sige, efter jeg har set episode 7 af Brad Mondos makeover-serie på YouTube.

Der var engang, hvor jeg havde hovedpine hver dag. Jeg udnyttede det meget, så jeg kunne slippe fra skolen, fordi jeg virkelig hadede at gå i skole. Jeg troede, at jeg (jeg var 13, jeg vidste ikke bedre) virkelig skoletræt. Da jeg blev indlagt på Fjordens ungdomspsykiatriske afdeling i 1998, ville de gerne have, at jeg snakkede med en neurolog. Jeg havde snakket med en neurolog en gang før, fordi jeg i 7. klasse fik et epileptisk anfald i skolen. Den neurolog sagde, at fordi det var et enkeltstående tilfælde, led jeg ikke at epilepsi, men migræne. På det tidspunkt boede vi i et rækkehus i 2 etager, og hver morgen, når jeg blev vækket af mit vækkeur, stod jeg op og faldt ned ad trappen. Jeg lærte senere hen at det ikke bare var "kramper", som vi altid har kaldt det og stadig gør privat, men derimod myoklonier.

Da jeg var på Fjorden, fik også en psykiatrisk diagnose. Psykiateren der mente, at jeg led af borderline personlighedsforstyrrelse. Jeg blev sat i behandling med 2 præparater stort set samtidig: Deprakine og Zyprexa. Deprakine er et middel mod epilepsi, Zyprexa er et antipsykotisk middel. Jeg begyndte at tage på i vægt. Da jeg blev indlagt, vejede jeg 75kg. Jeg er 170cm høj. I løbet af 2 måneder, var der røget 40kg på. Jeg fik ændret min medicin. Deprakinen blev skiftet ud til Lamictal, og Zyprexaen blev til Risperdal. Og sådan var det i mange år. Jeg har prøvet MANGE forskellige præparater. Men min krop er ødelagt nu.

På et tidspunkt, i 2012-2013, begyndte min epilepsi at blive værre. Det var ligesom om at jeg havde kramper oftere og oftere, og ofte varede de hele dagen, og ikke kun en time eller to. Ofte faldt jeg og flækkede min læbe, fordi mine hjørnetænder er lidt længere end de andre tænder, og når min hage bankede ned i gulvet, bankede de spidse tænder ned i læben. Så skete der det, den 29. september 2013, at jeg faldt og brækkede min ankel. Og jeg brækkede den ikke bare. Den flækkede totalt. Så jeg kom med en ambulance på sygehuset, og efter nogle undersøgelser, fik jeg at vide at jeg skulle hasteopereres. Jeg valgte at jeg gerne ville lokalbedøves frem for narkose. Men jeg havde ikke taget højde for, at jeg har scoliose. Så efter 5 stik, gav de op, og jeg kom i narkose. Jeg fik sat en metal-skinne ind, fæstnet med 7 metalskruer, og så fulgte en masse tid hvor jeg havde mit ben i en støvle. Jeg måtte ikke støtte på det, men det eneste, jeg sådan set havde, var et gangstativ, og jeg kunne ikke finde ud af at bruge det. Derfor fik jeg udleveret en bækkenstol. Ja, det lyder lige så klamt som det var. En stol med hul i, så jeg kunne besørge i en "balje". Der medfulgte nogle specielle poser, og for at spare lidt på Renés nerver, forsøgte jeg at tømme den selv. Jeg skulle jo også selv vaske fingre og den slags, så jeg prøvede meget kraftigt at undgå at komme så meget på toilettet, men jeg var på vanddrivende medicin. Jeg havde et meget stort forbrug af hånddesinficerende midler. Men jeg skulle jo også vaske hænderne. Det var her, at det begyndte at blive svært at komme i bad, for støvlen måtte ikke komme af eller blive våd.

Da støvlen endelig om af, fulgte der en lang periode med skiftevis røntgen, ortopædkirurgisk ambulatorium, lægen, rosen og antibiotika. Min krop afstødte derudover også metalskinnen, så midt i januar 2014, hvor jeg var inde til en samtale en fredag, fik jeg at vide at jeg skulle møde ind til operation om mandagen. Så fik jeg fjernet skinnen. Det tog ca. 6 måneder før jeg kunne stoppe med at tage antibiotika, og yderligere 6 måneder med smerter. Men heldigvis havde jeg et kæmpestort, supergrimt ar at vise frem for mine pinsler! Ej, efter hele den misere, kom der en ny taktik på bordet. Jeg skulle til at bruge rollator, fordi mit ben kunne ikke helt klare det, og min ryg havde taget skade af at jeg havde været inaktiv så længe. Jeg fik også en ny neurolog. Dette skete fordi jeg kom ind på neurologisk afdeling (ikke deres ambulatorium), fordi jeg en morgen havde mange kramper, og vi havde aftalt med dem derude (Roskilde) at vi skulle ringe hvis der skete. René ringede derud, og de sendte en ambulance. Af en eller anden grund, jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor, var det bare den helt rigtige beslutning. Jeg fik et anfald i vores entre, mens jeg skulle op på deres båre, mens de kørte mig til Roskilde, og det var meningen at jeg skulle være indlagt til videoovervågning med EEG. Men da jeg nåede derud, og jeg kom op i en seng, kunne de ikke få kramperne til at stoppe, og jeg fik en injektion med valproat. Det er det stof, som er det virksomme i Deprakine. Flere gange, når jeg skulle have medicin, gav de mig pillerne med yoghurt i stedet for væske, fordi jeg lå og spjættede så meget at de ikke kunne holde styr på det. Jeg tissede nonstop i min ble, og de skulle skifte den hver halve time, mindst, selvom jeg stort set ikke drak noget. Da det begyndte at ebbe ud, besluttede de sig for, at de havde fået nok informationer, og ville sende mig hjem. Jeg sagde, at det virkelig ikke var en god idé. Derefter fulgte ca. 3 anfald. Og siden har jeg ikke haft et eneste anfald. Jeg har og til myoklonier, men ikke som tidligere. Jeg er begyndt at få hovedpine igen. Det skyldes af og til luftfugtighed, at jeg sover for højt med hovedet, eller at hestehalen er for stram.

Men jeg er SÅ glad for, at jeg har fået styr på epilepsien, selvom det har kostet mig mange ekstra kg. Når vi snakker om den diagnose jeg fik på Fjorden, dvs. borderline personlighedsforstyrrelse, blev den næste psykiater, jeg kom hos, efter jeg kom ud fra det sted, det var på Distriktspsykiatrisk Center Øst (Køge), enig med sig selv og sine kolleger om, at "paranoid skizofren" passede bedre. Jeg har været igennem en del af de antipsykotiske præparater. Som sagt startede jeg med Zyprexa, som jeg mener er noget Djævlen har opfundet - men i får man det som injektion, er det angiveligt bedre. Risperdal synes jeg ikke var så effektivt, og det samme gjaldt Orap, Zeldox, Cisordinol og Abilify. En overgang havde jeg det godt på Abilify. Men så skiftede jeg til Cisordinol, og da jeg gik tilbage til Abilify, var det helt klart ikke et præparat for mig. Jeg har siden fundet ud af, at Abilify er VIRKELIG giftigt, noget forfærdeligt noget, som man skal holde sig fra.Nu får jeg Seroquel Prolong, som åbenbart virker for mig.

Jeg har taget mange kg på, jeg vejer stort set det dobbelte af, hvad jeg skal. Men endelig er jeg blevet glad. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke var skoletræt dengang, men at jeg var svært deprimeret, og at alle de ting, der skete, ikke skete. Jeg var psykotisk. Skizofren. Det gav en forklaring på mange ting. Jeg stødte på en lærer, mange år efter skolen, men som kunne huske mig. Hun sagde "Ja, vi troede jo alle sammen at du bare havde ungdomssløvsind". Jeg smilede bare. For ved I, hvad "ungdomssløvsind" er?

Skizofreni - overblik

I Danmark er der ca. 20.000 mennesker, der har skizofreni. Og risikoen for at få sygdommen er ca. en procent.
Det er ofte en belastende sygdom at have, og mange som får skizofreni må se i øjnene at sygdommen i større eller mindre grad kommer til at påvirke resten af deres liv.  
De mest karakteristiske symptomer på skizofreni er hallucinationer og vrangforestillinger. Men der er også andre symptomer, de såkaldt negative symptomer, hvor man bliver sløv, mister initiativ og har en tendens til at isolere sig fra andre. De negative symptomer var grunden til at skizofreni oprindeligt hed ungdomssløvsind. 
Man ved ikke meget om grunden til at man kan få skizofreni, men arvelige forhold spiller en rolle.
Hvis man har skizofreni, er det almindeligt at man af og til har psykotiske symptomer med hallucinationer eller vrangforestillinger. 
Man kan få medicin mod de psykotiske symptomer, de såkaldt positive symptomer, men medicinen virker ikke på alle med skizofreni.
Nogle af de nyere såkaldt anden generations antipsykotika ser desuden ud til at have en gavnlig virkning på de negative symptomer.
Antipsykotisk medicin har bivirkninger, men det er forskelligt fra præparat til præparat, hvilke bivirkninger, de har.

- Dette er fra hjemmesiden www.netpsykiater.dk


Men endelig er jeg fri for anfald, jeg har ikke så mange kramper længere, jeg er sjældent psykotisk, og min depression letter langsomt men stødt.

Jeg er taknemmelig for alle dem, som har hjulpet mig undervejs. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men jeg er meget taknemmelig.