Jeg har et problem. Det er et af de der problemer, som man tænker "Psh. 1st world problem!" når man hører. Men det udvikler sig til at blive en katastrofe. Hele mit liv, så langt tilbage jeg kan huske, har jeg elsket musik, og før jeg overhovedet fattet konceptet af at der var noget der hed lipsync, stod jeg derhjemme og gjorde netop det til de bånd, jeg havde lånt af mine forældre - blandt andet Bruce Springsteen og Eurythmics. Men det var i 80'erne. Da jeg ikke engang var 10 år. Efterhånden som jeg blev ældre, blev det mere udtalt. Og det er sådan nu, at når jeg lytter til musik, som har en rytme, der tiltaler mig, så kan jeg ikke sidde stille, og automatisk går jeg bare i gang med at lipsync'e. I går opnåede det ligesom nye højdjer. Klokken var 1 om natten, og det var meningen at jeg skulle sove. Men jeg kunne ikke sove. Jeg var pissetræt. Men jeg kunne ikke sove. For jeg hørte musik. Inde i hovedet. Og hvordan er det så? DANCING! så jeg LÅ NED i min seng og dansede mens jeg desperat forsøgte at lade være og i stedet lægge mig til at sove. Klokken 3 eller sådan noget var jeg så udmattet af træthed og ja, udmattethed, at jeg bare faldt i søvn.
Jeg ved godt, at det er dejligt at elske musik. Musik bringer glæde ind i ens liv. Men det her er jo vanvittigt... Jeg ved godt, at det lyder som noget af et luksusproblem, men det bliver et større og større problem for mig. Jeg har nætter hvor jeg slet ikke går i seng fordi jeg hellere vil høre musik...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar