Jeg fandt denne perle i Audibles bibliotek, og jeg valgte at bruge min januar-credit på den. Jeg har lyttet til den igennem januar måned, og jeg er nu klar til at dele min mening. Der vil være spoilers, så hvis du ønsker at læse den, skal du være opmærksom på dette.
Bogen kan også fås i en almindelig fysisk kopi, og den udkom i 2014. Men jeg har som sagt lyttet til den via Audible.
Det er John Cleese selv, der fortæller historien om sit eget liv. Han har sin egen, dejlige britiske humoristiske måde at levere små sproglige finurligheder på. Det er forfriskende at han sidder og læser op af det, han har skrevet, og det er tydeligt at han mindes hvor sjovt det var, fordi han sidder og griner af det. Normalt ville jeg synes, at det er irriterende, men der er noget varmt og hyggeligt over dette. Som hvis ens onkel sad og fortalte historien til en ansigt til ansigt.
John Cleese er født i 1939. Han husker hvordan det var at flytte rundt hele tiden, og hvordan hans venner og han lavede pranks med andre. Han husker også lærere på skolerne med gode hjertevarme minder. En anden sjov ting er hans opfattelse af hans far, der fremstår som ekstra pylrende overfor ham. John Cleeses far hed oprindeligt Cheese til efternavn, men han fandt det pinligt. Da han skulle melde sig til hæren i 1. Verdenskrig, ændrede han h'et til et l, og hermed blev Cleese-klanen født. John husker at han syntes at det var mærkeligt, fordi han selv blev drillet med sit navn og blev kaldt "Cheese", og han kunne ikke forstå hvad hans far havde fået ud af det.
Ligesom han husker de forskellige skolelærere han selv har haft, husker han også tiden hvor han selv forsørgede sig selv som lærer. Han underviste i forskning, engelsk, geografi, historie og latin. Dette skete på Saint Peter's Prep School, hvor han selv havde gået engang.
Målet med Johns uddannelse var dog at læse jura på Cambridge. Han blev optaget på Downing College, Cambridge, men han var nødt til at returnere til Saint Peter's i 2 år, hvorefter han kunne færdiggøre sin uddannelse.
Hans vej til komikken blev nærmest til ved et tilfælde, og han giver lidt råd/tips til hvordan man skriver god komik. En af de overbygninger, han bruger i sin bog, er "So, anyway..." - hvilket nok er derfor bogen hedder det, og jeg synes at det er ret gennemtænkt, og jeg sender et anerkendende nik i Johns retning. Bogen er fyldt med beskrivende ord, som gør teksten levende, og igen må jeg nævne at det er forfriskende, at han griner af sine minder, når han tænker på sin ungdom.
Mødet med kærligheden, hans livs første crush, fandt han på Cambridge. Hun havde dog en kæreste, og det bragte John ud af fokus. Han var deprimeret, ulykkelig, og forsøgte at komme igennem det hele så godt som muligt. Men han lærte om de forskellige spilleregler inden han kom ind på datingmarkedet, og første gang, han snakkede om sine følelser med et andet menneske, var han 23 år gammel.
John var bagud med skolen. Han indså pludselig at han havde overset et helt emne, som han ikke kunne nå at gøre færdigt inden eksamen. Ved et tilfælde opdagede han kriminologi, og han tog et fag her, som han kunne nå hvis han dedikerede tid i sin ferie til det, samt at læse en bog på 254 sider. Det fandt han overkommeligt. Til eksamen havde han læst bogen 4 dage før, og han havde nogle punkter, han håbede at eksamen ville komme ind på. Han var heldig. Alt, hvad han skulle svare på, var alt, hvad han havde forstand på. Han bestod den eksamen, og de andre, som var kommet før denne. Han havde nu en grad i jura fra Cambridge, hvilket han skyndte at ringe til sin mor og fortælle.
Han meldte sin ind i en dramagruppe, for at komme over sin depression. Han følte sin humoristiske sans udvikle sig. Efter en optræden med denne dramagruppe, blev han opsøgt af nogle mænd fra BBC, der tilbød ham et job. Han sagde ja, og tog et gig på et teater med dramagruppen, tilbudt af Michael White. Det viste sig at være en stor succes. Det var ikke som forventet, men deres optrædener i West End i London var alligevel gode.
I en alder af 24 år, begyndte John Cleese at tjene så mange penge, at han selv kunne købe tøj, tage lektioner i tysk, spise eksotisk mad og spise på fancy restauranter. Han fandt sig et sted at bo. Han flyttede til London og var stolt over hvad han havde opnået. John var perfektionist, og dette bragte bragte depressionen tilbage. John mindes en sjov hændelse omkring Graham Chapmans "coming out" og hvordan det blev håndteret.
Der er i bogen små lydklip fra Monty Python shows, og det er lidt irriterende. Man er vant til at se på dem visuelt, og det virker forkert bare at lytte, selvom man godt kan forstå konceptet. John havde en kæreste, Connie, som han havde mødt i New York. Hun boede der, mens han boede i London. Hun blev på et tidspunkt åbenbart træt af den store afstand, og skrev at det nok var bedre, hvis de var venner. John overvejede at opgive sin karriere som komiker og i stedet flytte til New York og arbejde i en bank. Han overvejede også at skifte sit navn til "Jack", som var mere populært. Han flyttede ikke til New York, men han fik sig en snak med Connie, og i 1968 blev de gift i New York, hvorefter de bosatte sig i London.
Bogen afrundes på en god, naturlig måde, og man får fornemmelsen af, at John Cleese har levet et godt liv, selvom han har haft nogle år med depression. Han har også haft en masse sjove oplevelser med sine venner, og hvad mere kan man bede om? Jeg vil dog sige, at bogen ikke er for alle. Man skal have en idé om, hvem John Cleese er, eller måske have nogle år på bagen for at kunne forstå de forskellige ting han snakker om. Men det er en god bog, som jeg er glad for at have brugt £7.99 på. Det er det, min kredit cirka svarer til.
Jeg vil ikke vil ikke lave et "stjernesystem" til mine fremtidige anmeldelser, så jeg vil bare sige, at jeg synes at bogen er fantastisk læsning/lytning for en dame som mig på 42 år, som teknisk set ikke oplevede Monty Python selv, men derimod igennem mine forældre og min mand, som lige er 4 år ældre end mig, og så fra alle de utallige tegnefilm, som John har lagt stemme til. Hans skuespil, som det har været i flere film, har også været godt, og jeg må sige, at jeg synes at John Cleese er en af Englands store skatte, når det kommer til denne kategori. Så jeg anbefaler derfor bogen til følgende grupper: Folk omkring 50 år eller ældre, folk der kender til John Cleese eller bare folk, der gerne vil høre en god historie fra 1950-1970'ernes England, da det er i den tidsperiode, det meste foregår. Der er afstikkere, men jeg synes at det er mest her, vi lander.
Hvis du vælger at læse eller lytte til denne bog, ønsker jeg dig god fornøjelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar