Der er ingen tvivl i mit sind om, at mine psykiske problemer startede meget tidligt i mit liv. Men vi kommer nok til at springe lidt i det. Denne Mental Health Day kommer ikke til at handle kun om mig og mine psykiske/psykiatriske erfaringer, men også andre sygdomme, som vi dykker lidt ned i. Naturligvis er jeg ikke uddannet inden for faget, men jeg har både øjne og ører, så jeg kan læse og lytte. Det er muligt at studere ting. Men lad os kaste os ud i denne første Mental Health Day.
Jeg har altid båret rundt på min sygdom som var det et sæt ekstra hud. Så når mit vækkeur ringede, gik jeg i bad, hvorefter jeg tog mit "Hej, jeg er Skizofren, mit navn er Rikke" hud på. I perioder var depressionen værre, og så var det den, der overtog alting, men når jeg var svært deprimeret, var der ikke så meget badning alligevel. En dag ringede mit vækkeur. Jeg vågnede. Jeg tænkte "No more". Så i stedet for at tage min sygdom på, krøllede jeg den sammen og puttede den i lommen. Jeg fik det faktisk straks bedre og kunne rumme flere ting. Jeg har det stadig sådan, selvom jeg har en masse fobier eller ting der frastøder mig ekstremt. Ting, der kan være svære at undgå, som f.eks. smykker og knapper.
Det første emne, vi tager op, synes jeg bør være skizofreni. Der er en masse uvidenhed omkring det, og i øjeblikket ser jeg en masse true crime på YouTube, og alle seriemorderne er alle enten autister eller skizofrene. Skizofreni betyder "splittet personlighed", sådan kort forklaret. Men det er ikke det samme som det, der tidligere hed "multipel personlighedsforstyrrelse", som er den sygdom, hvor folk har flere alter egos. Hvor skizofreni tidligere hed "ungdomssløvsind", hedder multipel personlighedsforstyrrelse nu "dissociativ identitsforstyrrelse".
Skizofreni kan være arveligt, men er det ikke nødvendigvis. Fordi det ligger i ens gener, betyder det ikke, at man per automatik udvikler sygdommen. Det kan også ske, at man ske, at man bærer rundt på generne, men at man ikke ville have udviklet sygdommen hvis ikke man havde udviklet et hash-misbrug eller alkoholmisbrug. Eller misbrug af andre stoffer end hash og alkohol. Som regel udvikler sygdommen sig i 20'erne, og den er generelt set lidt værre hos mænd end hos kvinder, og mænd bliver oftest diagnosticeret før kvinder. Man kan godt have skizofreni fra barndommen, der findes flere typer af skizofreni, og den jeg selv lider af, er den type der hedder paranoid skizofreni. Det er muligt, omend sjældent, at blive rask (ikke blot symptomfri, men helt rask) fra skizofreni. Som regel er behandlingen medicinsk, og man får medicin, der hører ind under kategorien "psykofarmaka". Her findes der forskellige slags, der er de gamle slags piller, som har ekstremt mange bivirkninger, der findes nyere præparater, som har færre bivirkninger. Men de virker forskelligt på folk. Måske er det bedst for mig at tage et af de virkelig crappy gammeldags præparater, fordi de nye bare ikke kan holde psykoserne væk. Måske er det omvendt. Og det er i hvert fald sikkert, at det er forskelligt fra menneske til menneske. Det præparat, jeg får nu, hedder Quetiapine. Det er en slags substitut for Seroquel Prolong, som jeg fik tidligere. Det virker generelt på mig i en dosis der hedder 800mg hver aften inden sengetid. I de perioder hvor min sygdom flammer op, tager jeg 1200mg. Når der er gået et stykke tid, og tingene har været rolige i et stykke tid, bliver jeg sat ned til 800mg igen. Udover Quetiapine, tager jeg også Sertralin mod depression. Ofte, når man begynder på et psykofarmaka præparat, kan man forvente at tage i hvert fald 10kg på. Dengang jeg startede, startede jeg samtidig på medicin mod epilepsi, så jeg tog 40kg på i løbet af 3 måneder. Men det er ikke alle, der per automatik tager på.
Jeg har talt en del om skizofreni igennem årene. Jeg har også talt om depression og selvmutilation. Det er vitterligt uudtømmelige emner. Som jeg skrev i starten, kommer jeg til at snakke om flere forskellige ting, og hvis du mener, at du har noget, jeg skal snakke om eller undersøge, så skriv en kommentar.
Jeg vil dog lige slutte af med en kort gennemgang af mit eget sygdomsforløb indtil jeg kom i behandling. Jeg er nemlig ret sikker på, at jeg var en af de få, der havde skizofreni i barndommen. Det er aldrig blevet bekræftet af en læge, men det er min teori. Mine forældre boede i en lejlighed på Vesterbro, da jeg blev født. Min bror boede der tidligere, men han boede hos sin egen mor, da min mor flyttede ind. På døren indtil mit værelse, på ydersiden, så ud mod gangen, var der en tegnet plakat (den føltes også som papir, altså samme slags som en tegneserie, ikke som en glossy plakat) der fyldte hele døren. De havde tapetseret den på. Den supermand hærgede mine første år. Jeg var overdrevet bange for den, fordi han kiggede på mig uanset hvilken vej jeg skulle. Og uanset hvad man skulle, skulle man forbi den dør og den angry-looking Supermand. Skulle man ud fra mit værelse, så man den. Skulle man på wc, måtte man passere den. Skulle man ind i stuen, måtte man passere den. Skulle man i køkkenet, måtte man passere den. Og skulle man svare dørtelefonen, skulle man forbi den - hvilket jeg ofte gjorde, fordi jeg var alene hjemme af og til, og det skete at folk (narkomaner, sagde min mor, så jeg måtte aldrig lukke nogen ind. Der var også nogle bag blokken over for vores, hvor der konsekvent hærgede en pyroman, og han satte ild i opgangene. Men jeg tror at grunden til at vi fik dørtelefoner sat op, var narkomanerne) ringede på når min mor sov og jeg skulle svare. Min mor spurgte mig hvorfor jeg altid løb igennem gangen, og jeg sagde at Supermand kiggede på mig. Men hun lagde ikke noget i det.
Hop 2 år frem. Jeg er nu 10 år gammel, og jeg begynder at syntes at det der med plakater er så fedt. Så jeg køber mig en masse nye, med Madonna, primært, som jeg var MEGAfan af. Men alt gik bare galt, for ikke alene kiggede de på mig, deres øjne skiftede farve, og nogle af dem groede sådan nogle vampyr-fangs ud mens jeg stod og så på dem. Der fandtes kun én eneste løsning på den slags, som jeg opdagede nogle år senere. Så jeg endelig kunne nyde at have disse smukke mennesker hængene uden konstant angst: Jeg satte en stribe karton over deres øjne. Min mor spurgte hvorfor jeg gjorde det, og jeg sagde at de kiggede på mig. Men igen lagde hun ikke noget i det. Okay, tænk frem til 1995, så 5 år. Jeg mødte Dave. Dave Mustaine. Eller; jeg mødte ham ikke personligt. Jeg samlede på alle artikler om ham og hans band (Megadeth), og jeg sørgede for at læse og forstå alle tekster - jeg spurgte endda min skolelærer til råds, hvis der var noget, jeg ikke forstod. Jeg følte, at Dave var min bedste ven. Jeg plejede at sove sammen med ham, med et billede, som jeg havde lamineret. Det var min bedste ven. Jeg fortalte ham alting. På engelsk, naturligvis, fordi han jo er amerikaner. Jeg tænkte endda på engelsk, hvis jeg tænkte tanker henvendt til ham. Da han begyndte at svare mig, var jeg lykkelig, og jeg forelskede mig ekstremt i ham. Han var så smuk og dejlig, og jeg var ligeglad med, at han havde en kone, to børn og var dobbelt min alder. Jeg spurgte ham hver aften, om han ikke kunne komme og hente mig, fordi jeg ikke kunne holde ud at leve længere. Slet ikke uden ham. På et tidspunkt mindskedes vores kontakt. Jeg udviklede noget, jeg kaldte "camouflage-tanker", hvilket var et sæt komplet ligegyldige tanker jeg smed oven på mine "egne" tanker, så folk ikke kunne se/høre mine "private"/egne tanker. Så jeg brugte meget tid på at have disse to tankesæt kørende samtidig altid, fordi jeg følte mig overvåget. Jeg var overbevist om, at jeg var hovedpersonen i en film. Dengang eksisterede den ikke, men jeg kan give et perfekt eksempel på, hvordan jeg følte at jeg levede. Som Jim Carrey i "The Truman Show", jeg var bare klar over hvad der foregik hele tiden. I starten var det som at jeg kunne spole lidt tilbage, måske 3 minutter, for at rette en fejl jeg havde sagt eller gjort. Men efterhånden som tiden gik, kunne jeg ikke spole tiden hverken frem eller tilbage, og jeg var "on" 24/7. Det var stressende. Like, for real.
Så, jeg startede på HTX. Vi havde et emne om psykologi på et tidspunkt. Jeg ville vide mere om alle de syge mennesker, så jeg lånte en masse bøger om psykologi, hvilket gjorde, at jeg faldt ud af, at jeg havde taget helt fejl. At psykologi (for mig) er kedeligt, og at det er psykiatri, som er overdrevet spændende. Jeg lånte en masse bøger om psykiatri. Jeg åbnede den første, og noget af det, jeg læste da jeg nåede til "skizofreni", rystede mig i min grundvold. For mit liv stod stort set beskrevet i den bog, sort på hvidt. Men man "bliver" jo ikke bare skizofren fordi man har læst en bog om det, og min plan var at gøre noget, men jeg vidste ikke hvad. Jeg snakkede med min mor om det. Hun sagde at jeg skulle snakke med min læge. Jeg bestilte en tid, og da jeg kom derned, mistede modet, og jeg opfandt noget på stedet. Dette skete 3 gange mere. Den 5. gang tog min mor med. Min læge sagde, at den hurtigste vej ind, var igennem den psykiatriske skadeskue. Så vi tog hjem, ventede til min far kom hjem, og så tog vi op på Fjordens psykiatriske skadestue, som ligger i Roskilde. Dette var i 1998, da jeg var 18 år gammel. Jeg var muligvis kun 17, for jeg kan ikke huske hvornår på året det var. Jeg ved at jeg blev indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling deroppe da jeg var 18 år, og jeg var der i 8-9 måneder. Og jeg er ret sikker på, at jeg kom ud i april 1999, da jeg var 19. Jeg tror, at jeg blev indlagt der midt i juli 1998 og kom ud midt i april 1999. Det er ca. 9 måneder. Jeg har hele min journal fra Fjorden liggende, både resultatet fra min psykologiske test, forløbet på Ungdomspsykiatrisk og tiden efter i distriktspsykiatrisk center Øst, men jeg har har ikke noget fra da jeg overgik til privatsektoren, og jeg er hos den samme psykiater stadigvæk (jeg elsker KBJ), og jeg beder ikke om en udskrift før efter han har fortalt mig at han stopper.
Da jeg var 20 år, tror jeg, søgte jeg om pension. Jeg kunne ikke have et arbejde, selvom jeg havde udset mange karrieremuligheder for mig selv. Men det var ikke for mig. Jeg fik pension efter ret kort tid, jeg blev overrasket, fordi min mor havde sagt at den slags kunne tage lang tid. Det var ikke tilfældet for mig. Men - jeg var 20 år. Det vil sige at det var i 2000, så altså "de gamle regler". Endda "de gamle regler før de gamle regler fra 2003".
Jeg slutter her for nu. Næste gang, vi har en Mental Health Day, bliver fredag d. 29. marts 2024.
Tak fordi du læste med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar