Siden dette er det første indslag i denne serie, er det bare baggrunds-snak. René og jeg runder til november 17 års ægteskab, det er lang tid, men det føles kun som det halve. Allerede inden vi blev et "par", kom René hos mig og hang ud i flere dage, og da han flyttede hjemmefra, blev jeg hos ham i lange perioder.
Han flyttede hjemmefra i oktober 2006, og jeg blev hos ham hele den første måned. Der var ting, han ikke havde. Et vaskekort, ting til hans køkken osv, og vores veninde og jeg tog i Bilka og købte alt, hvad vi mente han manglede, og jeg rejste frem og tilbage med vores tøj for at vaske det hjemme hos mig selv. Men jeg var hos ham igennem hele november 2006, og da vi nåede frem til december, hadede vi hinanden. Vi lavede intet andet end at sidde og se Star Trek dagen lang, det var så kedeligt. Jeg tror ikke, at nogen af os havde planer om at ses igen. Vi så slet ikke hinanden i januar. Bortset fra den 31, som vi tilbragte sammen. Det var ikke en god aften. Men i starten af januar blev hans ryg meget slem, og han havde to valg: Jeg kunne flytte ind igen og hjælpe ham, eller han kunne flytte hjem til sine forældre igen. Han valgte det første. Så jeg flyttede ned hos ham igen, og det gik fint. Det gik faktisk så fint, at han til sidst friede. Og siden dengang, har vi kun været adskilt af hospital-indlæggelser. Når René er nogle steder uden mig, snakker vi som regel i telefon indtil han kommer hjem.
Vi startede ud i en 1-værelses lejlighed med en lille have. Så flyttede vi til en 3-værelses med en lille, lukket altan. Det endte dårligt, fordi der konstant var skadedyr, og vi selv måtte dække udgifterne for at få dem fjernet, selvom skadedyrsbekæmperen sagde at det ikke var os, og at alle de andre lejligheder også skulle gasses for at holde dem væk. Men ejendomsfunktionæren var ikke enig. Han blev ved med at komme med dårlige undskyldninger. Plus at vi havde taget Emma ind, fordi vi ikke ønskede at hun blev aflivet, og man måtte ikke have kat der. Så vi havde skrevet os op til noget andet. Vi tog den første lejlighed, der kom. En 2-værelses med en kæmpe tagterrasse. Hvor vi i den første lejlighed havde for lidt plads, og i den næste kun brugte det ene rum, og resten bare stod og slugte varme, oplevede vi noget nyt med denne nye lejlighed. Den var aldrig kold. Men første gang, der kom en rigtig vinter - der blev her rigtig koldt, og vi kunne ikke holde temperaturen oppe. Elevatoren er ofte i udu, og tagterrassen er så varm, at harpiksen i træbjælkerne smelter på de lange, varme sommerdage. Det er forbudt at sætte aircondition og markiser op, fordi væggene ikke kan bære det - det er stort set én stor glasvæg. Emma var glad for at ligge på terrassen. Vi havde hende i snor, så hun ikke kunne komme helt hen til kanten. Vi har haft Bella i et par år nu, men... Hun har endnu ikke været ude. Jeg ved ikke, om vi nogensinde lader hende komme ud. Vi er ofte uenige om opdragelsen af vores kat.
Men nu, hvor vi allerede har 16 års ægteskab bag os, tilbringer vi ofte dagen hver for sig. Jeg sidder her, foran min computer, og René ligger i sin seng og ser tv eller spiller på sin SteamDeck. Men når der er morgenmad, frokost og aftensmad, mødes vi over et måltid mad, og så ser vi fjernsyn sammen. Det foregår sådan, at jeg laver det klar ude i køkkenet, dækker bordet og ruller det ind i soveværelset, der ligger ved siden af køkkenet. René sidder så for enden af sin seng, og jeg sidder på min stol. Vi ser en serie eller en film. Hvis vi ser en serie, ser vi som regel et sted mellem 2-6 afsnit, alt efter hvor lange afsnittene er, hvor lang serien er, om det er noget vi streamer eller har på dvd/blu-ray. Det betyder også, at vi mange dage slet ikke er adskilte, og tilbringer vores dag sammen foran tv'et. De dage er meget hyggelige.
I al den tid, vi har været sammen, har vi begge to været på førtidspension. Når man er så meget sammen, er det rart at man kan trække sig lidt væk og lave noget andet, så man ikke bliver irriteret på hinanden. Så når René ser sære, dårlige gyser eller sci-fi film, eller ser kedelige videoer om værktøj på YouTube, eller spiller nogle af alle hans hundredvis af spil, så sidder jeg her og lytter til musik, skriver, ser YouTube eller Netflix. Det sker ikke så tit, at der er noget interessant på HBO, men det er da sket. Vi går altid i seng sammen. Jeg har en hospitalsseng, og det har René ikke. Derfor er vores senge ikke sat sammen. Men de står ved siden af hinanden, og vi kan bedst lide at gå i seng sammen. Ofte står jeg op igen, fordi jeg ikke kan falde i søvn. Ofte vågner jeg ved halv fire tiden, og så er René allerede vågen. Men vi har det godt her, sammen. Lejligheden er ikke perfekt, og vi snakker meget om at flytte.
Men vi har som sagt været gift meget længe. Og vi har naturligvis gnidninger imellem os, fordi vi konstant er sammen. Og ikke er det samme menneske - jeg tror faktisk ikke rigtig, at vi har nogle fælles interesser. Af og til kan det være svært at få det til at fungere. Især hvis det, man diskuterer, er virkelig dumt. Renés og min humor er virkelig indgroet. Men det betyder ikke, at vi altid er enige om hvad der er sjovt og hvad der ikke er.
Det er en af hovedårsagerne til vores diskussioner. René siger noget, og jeg gør det til en joke. René bliver sur. Jeg ved at han ikke kan lide mine dårlige jokes, men jeg kan ikke lade være. Ofte misforstår han dem, og tror at jeg mener hvad jeg siger. Han hidser sig op og siger en masse (han råber det mere end han egentlig siger det, fordi han er vitterligt en hidsigprop), og når han begynder at råbe, lukker jeg af og ignorerer ham. Og det gør alting meget værre. Men jeg hader at blive råbt ad. Det giver mig flashbacks til min barndom, og jeg vil have de diskussioner overstået. Den hurtigste måde ville være ved at tage Renés metode i brug og råbe tilbage, så vi begge får vores frustrationer ud med det samme. Men jeg vil hellere vente til det hele er faldet til ro - og så lade det blæse væk selv. Jeg er normalt ikke specielt konfliktsky, men det der gider jeg ikke. Vi kan blive ekstremt uvenner over en virkelig åndssvag ting, men der går sjældent mere end en times tid før vi snakker sammen igen, og hurtigt er gode venner.
Det er den samme måde, vi benytter hver gang. Jeg siger noget dumt. René får en hidsigprop i hjernen (ja, det er en diagnose jeg lige har opfundet). Jeg ignorerer René. Han overgår til et stadie hvor man minder om en hund der har rabies. Så hvis jeg er blevet kaldt noget tilstrækkelig dumt, siger jeg "pas på blodtrykket". Så snakker vi ikke sammen i et stykke tid. Så siger René "Hvad vil du se til maden?" eller jeg siger "Mangler du sodavand?" - noget i den stil, og så taler vi sammen igen.
Men her i februar, faktisk i morgen, har vi kendt hinanden i 22 år. Vi kender hinanden ret godt. Vores forhold har haft opture og nedture. Men det er, i sidste ende, et ægteskab som de fleste andres. Jeg har oprettet denne "bi-weekly" klumme om ægteskab for at fortælle om mit almindelige ægteskab, fordi der måske sidder en og har brug for at læse om det. René og jeg er ikke superrige, vi har det, vi skal bruge. Kunne sagtens bruge flere penge, men så ville det bare være for grådighedens skyld. Vi er heller ikke trailerpark white trash (eller er vi?). Vi er jævnaldrende, begge førtidspensionister (dog af forskellige årsager), og vi har begge familie, der ikke er helt med.
Det tror jeg var en god gennemgang af det mest basale i vores ægteskab. Så den næste "klumme", eller hvad vi vælger at kalde den, vil slå ned på et emne, som jeg går rundt med i mit forhold. Ønsker du at læse med, kommer "Married Life For Mere Mortals #02" op den 22. februar.
Tak fordi du læste med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar