Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

søndag den 18. februar 2024

Twilight is now off the list!

 YES! Jeg har endelig fået set alle 5 Twilight film. Det har taget mig mange år, siden dette er første gang jeg har lagt mine øjne på dem. Jeg har set dem alle i denne uge. Og hvad har jeg så at sige om dem? Well... Det er filmatiseringen af bøger skrevet af Stephenie Meyer. Jeg vidste ikke at hun havde skrevet dem, men hvor skulle jeg dog også vide det fra. Jeg har ikke været interesseret i det. Så, skulle jeg se disse 5 film med et åbent sind? Nej. For jeg har set folk på YouTube snakke om dem i årevis, og jeg har grædt af grin over dem. For det første vil jeg starte med at påpege ting, som andre måske også har lagt mærke til, som virkelig bare er ekstremt tydelige. Som f.eks. at Bella kun har ét ansigtsudtryk igennem alle filmene, og det ikke er specielt flatterende. Den dyst der foregår mellem Edward og Jacob er virkelig sær (det er noget jeg synes), og Robert Pattisons (Edward) tandprotese er helt klart ikke tilpasset til hans mund. Stort set alle filmene har et blåt skær over sig, og vampyrerne er ude i dagslys. Ikke alene er de ude i dagslys - de skinner som glitterpapir når solen rammer deres hud. 

Men er historien god? Det ved jeg sgu ikke. Jeg kan ikke rigtig komme over, at Stephanies vampyrer aldrig sover, og at de er ude om dagen. Jeg kan godt se, at det er naturligt at vampyrer ville have et fjendtligt forhold til varulve - men jeg forstår ikke, hvorfor varulvene også bare skifter når de synes at det er det, de har lyst til. Jeg kender ikke så meget til legender om varulve. Men jeg troede ærligt talt at det var noget der skete ved fuldmåne, og ikke noget, de bare gjorde når som helst, hvor som helst. Jeg lagde mærke til, i filmene, at man ofte ser dem skifte om til ulve mens de løber, men at man aldrig ser dem skifte fra ulv til menneske. Jeg gætter på, at det er fordi det er nemmere (og billigere) at lave et menneske om til en gigantisk CGI ulv, og ikke downsize en kæmpe ulv (de varulve, der er med i Twilight filmene er større end direwolves, som menes at være de største ulve der har levet) til et lille menneske. Men de vender sig altid bare om og løber væk når de skal ændre sig tilbage til menneskeform. Det er lidt synd. Men sikkert bedre end hvis der havde været superdårlig grafik i filmene. 

Det er måske ikke den bedste historie i verden. Det er måske heller ikke de bedste film i verden. Men jeg havde det faktisk hyggeligt mens jeg så dem, og René og jeg havde sjov med at gætte hvad der ville ske som om det næste. Det var bare hyggeligt. Jeg ved ikke rigtig, hvilken film, jeg synes er bedst. Det er vel alle sammen lige gode. 

Jeg har ikke hverken set eller læst "50 Shades of Grey", som jeg har hørt skulle være en "soft porn novel for housewives". Jeg har naturligvis set anmeldelser af filmen. Jeg ser anmeldelser af alle mulige film, som jeg aldrig har tænkt mig at se, bare fordi jeg så ved lidt om dem. Men jeg ved, både fra ting jeg har hørt og fordi jeg lige har slået det op, at "50 Shades of Grey" er en roman skrevet af E.L. James, og at det er fanfiction som bygger på "Twillight"-sagaen. Fordi "50 Shades of Grey" er en BDSM erotisk roman, som er lavet som fanfiction over "Twillight", som er en serie af bøger om vampyr-menneske-varulve-kærlighed skrevet for teenagere, har jeg lidt holdt de to op mod hinanden, og jeg ser intet af det samme i de to ting. Måske er det bare mig. Man kan ikke bedømme en serie af bøger på noget der udkom bagefter for at hylde den første serie af bøger. Jeg føler at jeg overforklarer tingene...

Jeg slutter her. Twilight er bedre end jeg troede at de ville være, men de er ikke fantastiske, selvom jeg sikkert godt kan se dem igen om nogle år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar