Dette upload er en dag for sent fordi jeg er syg. Jeg beklager.
Men i dag kommer vi til at tale om selvskade. Det er noget, jeg har dyppet fingrene i. Oven i købet i alt for mange år. Jeg var vist omkring 13, da det skete første gang, men dengang var det ikke sådan rigtig fordi jeg forsøgte at "cope" med noget. Jeg havde en trang til at gnide mit ansigt op ad vores træskur, bide i mine knoer osv, fordi det gav mig et "look" jeg kunne lide. Alt det "girly stuff" var for meget til mig. Det skulle se ud som om jeg var sej. Og de røde knoer så bare ekstremt godt ud på mine ekstremt hvide hænder.
Men da jeg begyndte at skade mig selv med vilje for at fjerne fokus fra alle de indre smerter, jeg havde, eller tomhed, hvad vi nu vælger at kalde det, var jeg 15 år. Og det, jeg valgte at gøre, var ikke for sarte sjæle. Derfor vil jeg ikke skrive her, hvad det var. Denne blog er ikke aldersbegrænset, og jeg ønsker ikke at give nogen unge mennesker gode ideer. Jeg havde personligt aldrig lært om selvskade før. Jeg havde aldrig læst om det, og eftersom det var i 1996, var der ikke de helt store internetmuligheder for at søge om det. Jeg følte at jeg var alene, og at jeg på indersiden var et bundløst hul. Tomhed. Det føltes forfærdeligt. Og dette var den eneste mulighed jeg havde.
Der dog et problem med selvskade, og hvis du har prøvet at gøre det selv, så kender du til det. Når du skader dig selv, får du et såkaldt "rush", og du ved, at du er nødt til at gøre mere skade næste gang. Det er ikke kun i starten, det sker. Det er noget, der fortsætter. Noget, der eskalerer. Fordi ens hjerne kan sagtens registrere de kemiske reaktioner der sker, når du skader dig selv, men samtidig gør din hjerne også det, at den gør alting værre ved at blive immun overfor netop den smerte.
Det kan være så svært at komme ud af den slags igen. Og mange falder tilbage gang på gang, når de møder modstand. Der er ikke andet at gøre end at hoppe op på hesten igen. Folk tænker "Hvorfor stopper hun ikke bare?" Disse mennesker har naturligvis ikke selv prøvet at have en afhængighed. For hvorfor stopper de ikke bare med den afhængighed de har? Hvad det så end er? Jeg har 3 afhængigheder, som jeg ikke kan komme ud over: Coop Cola Light, frugt og is. Uden de ting kan jeg ikke leve. Og folk har det lidt sådan alligevel "Hvorfor stopper du ikke bare?" Jamen, så stopper du med at drikke vand fra den sidste nye termokop, ikke? Stopper med at købe modetøj og stopper med at dyrke yoga eller løbe en tur hver morgen? Du stopper naturligvis også med at spise sundt, ikke? Hvem har sagt at du skal have 3 måltider om dagen? Personligt spiser jeg kun 1, maks 2. Så... Men selvskade er en dårlig vane, som rygning, vaping eller bare druk i weekenden. Alligevel tager det ofte terapi at komme ud af det.
Man kan ikke gå ned på apoteket og købe et "anti-selvskade-plaster". Den, der opfinder det, kommer til at tjene kassen. Hvordan du end har valgt at gøre, for der findes mange forskellige måder at gøre det på, så vil jeg sige til dig, at du ikke er alene, og at du altid kan finde en, der har det som dig. Og du har altid mulighed for at spørge om hjælp.
Er du ikke en, der benytter sig af selvskade som coping-mekanisme, men som f.eks. er pårørende, så vil jeg sige dette til dig: Lad være med at dømme. Det kunne lige så godt have været dig. Støt, løft op og hjælp den sårede person til hjælp. Vær ikke bange for at tale om det, men du skal heller ikke bære for meget på dine skuldre, da det kan trække dig med ned.
Det er altid bedst med terapi. En psykolog kan være dyr. Men man kan af og til få støtte til betalingen fra kommunen, og måske er det, der skal til, "bare" en håndfuld samtaler, og så kan du være på f.eks. antidepressiv medicin som enten substitut eller supplement. Antidepressive præparater giver (generelt, de er alle forskellige) de helt store bivirkninger, og de er ikke sindssygt dyre. En konsultation hos en psykolog koster omkring 800 kroner uden hjælp fra kommunen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar