Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

torsdag den 21. maj 2015

Kryds mig af!

Det er i morgen. Om 2½ time er det den 22. maj, og så går der yderligere ca. 10 timer, før Katja henter mig. Yay! Kursen sættes mod IKEA and here I come!

Men der er dårlige nyheder. Jeg havde 1.750 kroner at gøre godt med. Jeg startede ud med 600, men René rundede op til de 1.500 jeg oprindeligt havde fået, og smed 250 kroner, som var halvdelen, ca., af den flaskepant, vi havde, oven i. Bare for at være venlig.

I dag ringede naboen så og vil låne 400 kroner. Vi har kun 361 kroner tilbage, jeg har købt ind for ganske nyligt, så vi mangler ikke så meget, det er mere et spørgsmål om ting, der ikke kan holde sig så lang tid - brød, f.eks. Det er rart at vide, at vi lige har lidt, hvis nu der sker noget. Så pengene skal komme fra mig. Jeg slipper 350 kroner. Det er hver måned, synes jeg efterhånden, at hun ringer, jeg burde regne det ind i vores månedlige budget.

Men nu står jeg så og skal reducere ting på min IKEA indkøbsliste. Fordi det "kun" drejer sig om 350 kroner, tror jeg, at det bliver de LED-pærer, jeg ellers så gerne ville have. Men jeg kan ikke sige nej til en gammel dame, som ikke har nogen penge. Slut færdig. Selvfølgelig skal hun have  lov til at låne lidt, vi har bare ikke ret mange lige nu, fordi Em'sen jo var til dyrlæge i tirsdags. Det blev 630 kroner for et eftersyn og en vaccination. Det er da ganske billigt, synes jeg :)

Mit ene øje løber i vand. Jeg kan ikke se, om der sidder noget derinde, eller om jeg ... Der er ikke en slutning på den sætning. I sidste uge skulle jeg lave et eller andet i ovnen og brændte mig på lågen. Jeg fik sådan et langt brandsår, det ligner et ar efter en rift. I dag brændte jeg mig på riskogeren og fik en næsten identisk ar - samme sted, bare modsat!
Så det ligner at jeg har fået lavet et kryds. Eller et kors... Kald det hvad I vil, men det er lidt pudsigt, ikke? Haha.

Åh.... IKEA. Jeg kan garanteret ikke sove i nat. Jeg håber det. Jeg har en del jeg skal ordne, af oprydning, så jeg har masser af tid til at blive træt. René har sovet hele dagen. Været vågen hele natten. Det bliver sikkert det samme igen denne nat. Han er en pudseløjerlig fætter ;) Men ikke MIN fætter. Jeg er ikke i en af de der religiøse sekter, hvor det er OK at have forhold til sine fætre og kusiner. Jeg tror såmænd heller ikke at jeg kunne ønske det, men jeg kender ikke dem, jeg har, jeg har ikke set dem i snart 20 år, så jeg tror, at det er helt OK at sige at jeg ikke kender dem. Den ene sagde til mig, da jeg holdt min 14-års fødselsdag, at hvis jeg nogensinde ønskede at gå i byen i København, skulle jeg bare ringe til ham, så kunne jeg sove hos ham om natten. Jeg gjorde det dog aldrig. Men jeg har bare aldrig glemt den samtale. Jeg ved ikke hvorfor.

Mange ting sker. Sådan er det jo bare. Man vokser. Jeg voksede ikke ind i "gå i byen" livet, og slet ikke inde i København. Så jeg blev bare hjemme i stedet for. "Ude godt, men hjemme bedst" - er det ikke det, ordsproget siger?

Jeg håber at I alle får en god nat, og en god fredag. Hele weekenden, når nu vi er i gang! Sov godt :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar