Jeg er dødsens angst for at miste René. Jeg ved ikke helt, hvad der sker for mig lige nu. Altså, ikke at han bare går fra mig, sådan, "adios!", men at han dør. At han bare dør, at jeg skal være alene i et ukendt antal dage før jeg visner hen og dør af sorg. Jeg kan ikke magte det. Jeg har lyst til at græde hele tiden, men jeg har da formået at holde det under nogenlunde kontrol indtil videre.
Jeg trænger til opmuntring. Jeg trænger til ændring i mit liv, som gør at jeg ikke sidder og tænker på hvad jeg skal gøre hvis min mand pludselig dør. Han fejler ikke noget. Jo, altså, han har ekstrem slidgigt i ryggen og dårlig hørelse, men han få en dødelig virus, blive stukket ned, skudt, kørt ned, få uhelbredelig kræft... Hans mormor, mor og søster har alle haft kræft, forskellige steder, ingen af døde af det, men alligevel. Hans far døde af kræft. Det havde spredt sig så meget da det blev opdaget, at han ikke stod til at redde. Det blev opdaget i januar sidste år, og i marts var han væk. Hans mormor havde brystkræft og fik fjernet begge sine bryster, hans mor har haft kræft i kæben flere gange, og hans søster har haft flere udbrud af hudkræft i ansigtet. HVORDAN KAN JEG IKKE VÆRE BEKYMRET?!
Jeg kan ikke holde det her ud. Kan man ikke få taget en blodprøve eller sådan noget, der viser om man bør være ekstra opmærksom? Jeg ved godt at det lyder åndssvagt, men man kan pode for så meget andet, så hvorfor ikke en blodprøve eller DNA-test for at tjekke for muligheden for, at han har kræftceller liggende i sit dna? Vrøvler jeg vildt meget? Ja... Jeg lukker ned for nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar