Gunner Johannes Jensen var ingen nar

I dag er det den 10. august. Det er dagen, hvor min farfar blev født, men bare tilbage i 1926. Min farfar en københavner. Han voksede op på Frederiksberg, ifølge min farmor. Jeg vil fortælle lidt om min farfar, fordi det tror jeg ikke, at jeg ellers har gjort på noget tidspunkt. Dette var min farfar tilbage i 1980'erne.

Dette er et typisk billede af os juleaften. Min farmor og farfar havde kun kunstige lys og en julestjerne på. Der blev ikke sådan rigtig pyntet noget træ, men de havde et træ hvert år, som vi lige akkurat kunne danse omkring, fordi deres lejlighed ikke gav supermeget plads til det. Og når jeg ikke hang på min farfars arm, hang jeg på min brors, indtil jeg blev gammel nok til at kunne gå selv. 

Men for at komme lidt længere tilbage i tiden: min farmor har fortalt mig, at hun mødte min farfar, da han besøgte en ven i Gørlev, hvor hun boede. De blev venner, måske endda forelskede, og efter han tog hjem, skrev han  breve til hende, som hun svarede på. De blev gift i 1948, den 26. september. Min farmor og farfar blev begge født i 1926, men min farmor havde fødselsdag allerede den 2. januar, så hun var ældre end min farfar, selvom det teknisk set ikke betød noget. De havde et godt liv, og i 1949 blev hun gravid. den 20. april fødte hun en dreng, som de kaldte Arne. De fik aldrig flere børn. 

Min farfar, tror jeg lidt, levede sit liv for min farmor. Han kaldte hende for "Tums", og selvom de ofte kunne være uvenner, var det ikke noget, os børn lagde mærke til. Min bror, Mark, var der ofte da han voksede op, fordi hans mor var en anelse ustabil dengang, og mine forældre havde arbejdsskemaer, der slet ikke passede med et lille barn, og de derfor havde lavet en aftale med min farmor og farfar om at jeg kunne blive passet der hver anden uge. Så de havde Mark meget af tiden, og da han blev stor nok til at klare sig selv, havde de mig. De havde, da min far var yngre, helt tilbage i hans teenageår, min farmors skizofrene lillebror boende for en stund. 

Når jeg var, hos min farmor og farfar, gik min farmor og jeg hen til et bestemt sted hver dag, hvor vi ventede på at min farfar skulle komme cyklende når han havde fri fra arbejde. Når han endelig kom, blev vi så glade, og fulgtes hjem, hvor min farmor gik i gang med at lave mad, og jeg sad på min farfars skød, i køkkenet ved spisebordet og lyttede til Kim Larsen, mens min farfar lærte mig teksten til sangen, så jeg kunne synge med. Da han fulgte efter min farmors eksempel og gik på efterløn, havde han endnu mere tid til mig. Og vi lavede ting som at spille spil med huskekort, gå på legepladsen og cykle ture rundt i og omkring Rødovre, hvor de boede. Vi legede også frisør. Det indebar, at det sparsomme hår, min farfar havde, blev flettet i smukke fletninger, og lukket af med husholdningselastikker. Det var umuligt at få dem ud, så til sidst tror jeg at min farmor klippede dem ud. Jeg tror også kun at vi legede den specifikke leg den ene gang. 

Min farmor og farfar havde en campingvogn. Den stod fast på min farmors søsters og hendes mands sommerhus-jord, ved en strand, som jeg har glemt alt om, hvad hedder, fordi vi altid bare kaldte det for "Stranden". Vi var der altid samtidig med moster Edel og onkel John, som var i deres sommerhus, men i det store og hele var vi mest for os selv ved campingvognen.

Dette er et billede af min farfar, taget ved Stranden, foran campingvognen, med smukke mig i baggrunden. Jeg ved ikke, hvad jeg har set, der får mig til at se sådan ud. Så lad mig vise et (måske, det er jo subjektivt) bedre billede af min farfar og mig:

Min mor har syet de bukser. Men jeg kan se, at jeg er yngre end jeg var på det andet billede. Det er mærkeligt at min farfar ser ældre ud her, end han gjorde på det foregående billede.

Nå. Men der lå en købmand i nærheden, hvor vi købte ind hver dag. Nogle dage mere end andre, men jeg var altid med. Min farfar købte altid en is til mig. Det var en blå pindeis, mener at den hed "Blipblop" eller noget i den stil. Jeg elskede den is. Han lærte mig, mens vi gik, at når man gik på en vej, hvor der ikke var noget fortov, skulle man altid gå mod trafikken. 

Min farfar lærte mig mange ting. Han lærte mig også, at når man skriver et brev og starter ud med "Kære...", er man nødt til at afslutte brevet med "Kærlig hilsen". Hvis man starter med "Hej...", kan man slutte med "Venlig hilsen". Han lærte mig forskellen på "i" og "I" når det kommer til personer, Og, som en ekstra lille bonus, lærte han mig, at grunden til at busserne flager den 4. maj, er fordi jeg har fødselsdag. Den sidste kunne jeg godt have været foruden, men det var da meget sødt fundet på af min farfar. (Hvis nogen er i tvivl, flager busserne d. 4 og 5. maj på grund af Danmarks befrielse fra tyskernes besættelse i 1945.)

Min farfar sagde til mig at jeg gerne måtte lege i bilen. Så jeg fik bilnøglerne og mine veninder og jeg gik ud til bilen og lod som om vi var nogle vigtige hotshots, som skulle køre steder hen. Der skete frygtlige ting i den bil. Jeg trykkede rimelig heftigt på alle pedaler, og til sidst blev de slappe, jeg nulstillede kilometertælleren flere gange, fordi jeg ikke vidste hvad det var, og det var noget rod. Men han sagde aldrig nej. Han hentede mig også altid, hvis jeg havde brug for et lift, og han kørte mig alle steder hen, jeg havde brug for. Jeg skulle bare spørge. 

Han tog mig med til en ishockeykamp. Det var spændende. Rødovre spillede mod et andet hold i en pokalfinale, så der var gang i den. En dag satte vi os ind i bilen meget tidligt om morgenen (farmor, farfar og mig) og kørte  hele vejen til Billund, så vi kunne tilbringe en dag i Legoland. Det gjorde vi, trods trafikken. Min farfar var verdens bedste chauffør, og selvom han ofte satte sig selv i situationer, som måske var lidt svære at komme ud af, kunne man kun grine af en eksplosion hvor han råbte "Hvordan skal vi nogensinde komme til Legoland når vi kører 0 kilometer i timen!" Vi blev der ikke natten over, men kørte hjem samme aften. Det må have været en hård tur for dem, men især for min farfar, som jo skulle koncentrere sig om at køre. 

Min farfar var glad for at læse. Han havde en masse bøger. Jeg ville gerne have haft nogle af dem. Men de eneste bøger, jeg fik, er dem, han selv har givet mig: "Borte med blæsten" og "Verden ifølge Garp". førstnævnte var en indbundet version, sidstnævnte var en paperback. Men jeg har dem stadig. Han havde også bøger, jeg lånte og læste mens han levede, og det var f.eks. en bog om Bermudatrekanten. Det var noget han syntes var interessant. Han var meget interesseret i at læse om 2. Verdenskrig, og det føltes lidt som om at han fik en ny bog om emnet hvert år til jul og fødselsdag. Men han var også glad for en god spændingsroman. 

Min farfar, som bar navnet Gunner Johannes Jensen, plejede at sige "Jeg er ingen nar". Han sagde dette, fordi mange der hed og hedder "Gunner" faktisk staver det med "a", som i Gunnar, og han forsøgte at lære andre at stave hans navn korrekt. Han sagde det også om min farmor. "Din farmor er ikke et lig". Min farmors navn var Gurli Birthe Aagren Jensen. Fordi hun hed "Gurli" og ikke "Gurlig", vurderede han at det var den nemmeste måde at lære mig det på. 

I dag ville han være fyldt 97. Men han døde som 77 årig af en hjerneblødning. Min bror fik sit første barn året efter min farfars død, og min farfar nåede ikke at lære René at kende. Dagen efter min farfars død var mærkelig og næsten zombie-agtig. Jeg havde været vågen hele natten. Min farmor havde ringet fra hospitalet, fordi det var hende, der havde ringet efter ambulancen. Men jeg havde en aftale med en veninde om at tage i Tivoli. Jeg valgte at holde vores aftale, for at tænke på noget andet. Men det var en svær dag, som sagt var det som om jeg var i en boble, og verden bare fortsatte rundt om mig. Det var første gang, jeg havde mistet en, der var så tæt på mig.

Jeg ved ikke, hvornår dette billede er fra. Jeg vil skyde på sidst i 1990'erne. Det er min farfar, som sidder i forgrunden, og min farmor som går og plukker visne blomsterknopper af sine planter i baggrunden. Billedet er taget i deres have i det rækkehus, hvor de boede i Rødovre. Min farmor, som levede alene helt frem til 2020, hvor hun til sidst boede i en måned på et plejehjem før hun døde, og hun savnede min farfar hver dag. Men som tiden gik, forsvandt han for hende, og hun tillagde ham kvaliteter, han ikke havde. Hun sagde at de bad aftenbøn sammen, men min farfar var slet ikke kristen. Og det var bare en ting. Men hun var slemt dement, og det kan være svært, når man sidder alene og ikke kunne finde mening med noget. Min farmor ønskede at dø. Det gav hun udtryk for flere gange. Hun faldt, og derfor skulle hun tilbringe et stykke tid på et hjem, hvor de bedre kunne hjælpe hende, og til sidst  kom hun på plejehjem. Ingen måtte besøge hende, så jeg fik ikke sagt farvel. Det gjorde jeg jo heller ikke til min farfar, men det kom mere som lyn fra en klar himmel. 

Men dette er min farfar. En af de bedste i verden.