I går faldt jeg. Jeg faldt fordi jeg har epilepsi, JME, og jeg gik på wc lige efter jeg vågnede. Jeg faldt på vejen tilbage. Så lang jeg var. Der gik ikke 5 sekunder før både René og Bella var hos mig. Og René prøvede, det gjorde han virkelig. Men jeg kunne ikke komme op. Jeg faldt på knæene, og jeg skulle om på knæene og bruge dem for at komme op. Men alle steder der skulle glide sad fast, og alle steder der skulle sidde fast, gled. Så René gav alt hvad han havde i sig, men efter næsten halvanden time, måtte han give op. Til sidst kom jeg halvvejs op, og han BAR mig næsten op i sengen. René er førtidspensionist på grund af sin dårlige ryg, og han tager stærke smertestillende for det. Men han havde ikke taget noget dér, fordi det fungerer ikke sådan. Men jeg vejer dobbelt så meget som han gør. Og alligevel gjorde han alt det for mig... Og Bella kom og eskimo-kyssede mig lidt som opmuntring, hun er så sød når det slår hende. Af og til, når man har virkelig dårlig mave, og man af åbenlyse årsager er nødt til at have døren til wc'et lukket, ligger hun altid på den anden side og opmuntrer en med sit kattesnak og poter der bliver stukket ind under døren. Jeg ved ikke hvorfor, men Bella prøver ofte at trøste en, hvis man viser at man er ked af det. Så kommer hun hen til en og lægger sig. Det gjorde Emma ikke.
Men jeg er, på dage som i går, utrolig taknemmelig for at have en mand som René, og en kat som Bella, i mit liv. Han påtog sig endda de aften-opgaver, jeg har i går. Han gav Bella aftensmad, og han ordnede hendes bakke. Det var en stor hjælp. Han er en virkelig dejlig mand. Jeg ved godt, at jeg ofte bliver irriteret over hans pis, men når alt kommer til alt, så gør han aldrig noget for at pisse mig af eller for at skade mig. Alt hvad han gør eller siger til mig, er gjort eller sagt med kærlighed. Jeg elsker ham så meget, men jeg kan ikke udtrykke min kærlighed til ham på samme måde. Det er jeg ked af. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan det.
Jeg er nok typen, der giver gaver til dem jeg elsker, hvor René er typen der siger det. For René siger det stadig, efter 16 år, hver eneste dag, og der er ikke en eneste gang, hvor jeg har hørt tvivl i hans stemme. Jeg tvivler ikke på ham overhovedet. Den mand elsker mig. Og hvis bare jeg engang imellem kunne huske at sige det til ham før han siger det til mig - det ville betyde så meget for mig. Måske vil det også virke mere betydningsfuld for René end bare et "Jeg elsker også dig"?
I dag har jeg en ret slem hovedpine. Derfor bliver dette indlæg ikke så langt. Men der er heldigvis ingen regler for, hvor lange mine indlæg skal være. Jeg håber at du også har en eller flere i dit liv, som du værdsætter, og som føler det samme for dig.
Dette indlæg i denne serie kommer i dag, fordi min april haul først sker i næste uge. Så jeg har byttet om på dem.
Men hvis du ønsker at læse videre på mine opdagelser i ægteskabet, kommer
- Married Life For Mere Mortals #07 d. 03/07-2024
- April Haul d. 19/04-2014
- Mental Health Day #03 d. 26/04-2024
- Bog/film/tv-serie anmeldelse d. 01/05-2024
Hvis der sker nogen ændringer, skal jeg nok lige opdatere dig, men jeg tror ikke, at det bliver nødvendigt.
Tak fordi du læste med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar