Min mor sad i S-toget, da køreledningen faldt ned på Greve station i dag. Hvis jeg ikke havde sovet på det tidspunkt, men vågen og klar i hovedet, havde jeg skidt grønne grise. Er det ikke fuldstændig vanvittigt at miste sin mor i en togulykke? Det ville jeg slet ikke kunne håndtere. Men så igen: jeg har slet ikke "indstillet" min hjerne på, at min moar ikke er her for evigt. Det er ikke sikkert, at jeg har en mor i resten af min levetid. Det skræmmer mig. Jeg ved godt, at jeg er 35 år, men mit bånd til mit mor, som ikke engang er så tæt som det var engang, er utrolig stærkt, og et liv uden hende kan jeg slet ikke forestille mig. Enhver anden, jo. Måske bortset fra René. Min mor er de fire vægge, min bolig består af, men René er ilten, jeg indånder for at leve.
Jeg har fået taget blodprøver i dag. Nogen af dem, i hvert fald. Hr. KBJ havde glemt at fortælle mig, at jeg skulle have været vågen i 3 timer for at få taget en prolaktin prøve. Psh. Jeg magtede altså ikke at sidde i 1½ time på det hospital og bare glo.
Nu er klokken så 20, og selvom jeg har taget 2 lure siden klokken 10 i formiddags, føler jeg, at det er på tide at gå i seng??? Det forstår jeg så ikke helt. Jeg mener; jeg er træt og alt det der, men lige frem at gå i seng? Jeg har bare sådan en trang til at sove stille og roligt resten af aftenen, natten og frem til i morgen tidlig. Det synes jeg virkelig bare lyder som en dejlig plan.
Men naturligvis har jeg ting, som skal ordnes først. Blandt andet skal jeg lige have tjek på køkkenet, og Emma skal have mad. Jeg burde også skifte bakken, for jeg ved ikke, om René kan klare det. Men det første, jeg gør, at at ordne køkkenet og give Em'sen mad. Så ser vi på resten bagefter, det kan jo være - ret usandsynligt, men det kan forekomme - at jeg ikke har lyst til at gå i seng alligevel, når først jeg er færdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar