ÅH! Misforstået venlighed. Hvad er det, der så forkert ved at jeg gerne vil give min niece og nevø fødselsdagsgaver - og julegaver, når det er juletid? Når jeg spørger efter ønskesedler, får jeg altid samme svar fra deres forældre: "Det skal I altså ikke, Rikke, de får så meget i forvejen." - jeg ved godt, det er fordi de tror at jeg ikke har ret mange penge. Jeg er måske heller ikke verdens rigeste menneske, men det er ikke det, der er det irriterende. Det irriterende er, at jeg ikke bare kan få lov til at bruge det antal kroner på dem, som jeg har lyst til. Det går mig altså på. Jeg lever ikke på fattigdomsgrænsen, og jeg sulter ikke. Jeg HAR råd til at købe gaver til de to børn. Som sagt er jeg klar over at min bror og hans hustru siger det for at være venlige og hjælpsomme, men det er sådan lidt en degradering. NOT COOL.
Nu har jeg 2 gange bedt om min nieces ønskeseddel. Hun har først fødselsdag til juli, men der er de flyttet til Schweiz, og jeg vil gerne give hende noget inden. Min nevø har fødselsdag på lørdag. Jeg har hørt noget om, at de holder deres fødselsdag sammen, den dag, og så vil jeg gerne give min niece hendes gave den dag også. Men de mennesker er ikke til at få fat i! Min brors nummer er fra et schweizisk nummer nu, og min svigerinde tager aldrig sin telefon. De eneste, der måske kunne vide noget, er mine forældre, og dem snakker jeg jo ikke med længere. Så... Men så fandt jeg en masse vildt smart tøj inde på H&M's hjemmeside, men fik at vide af René, at jeg ikke måtte købe tøj til hende, fordi jeg ikke kender hende godt nok til dét. Og det er sådan set også rigtig nok. Så jeg har valgt at købe et gavekort til et andet sted, hvor hun kan købe andre ting i stedet for. Jeg håber at det falder i god jord.
Hvorfor er jeg bare så helvedes træt? Jeg har brug for en lur, jeg har brug for at komme ud og gå en lille tur, bare ned med skraldet, og jeg har sgu behov for at beskæftige mig med noget. Jeg føler mig virkelig bare enormt energiforladt. Hvorfor? Jeg tror ikke, at jeg umiddelbart har foretaget mig noget, som har gjort at jeg skulle have grund til at føle sådan som jeg gør. Det føles som om alt i mig suges ind i et sort hul. Som en slags trakt, hvor livets sandkorn bare samler sig på bunden af timeglasset, mens tiden løber ud. Intet er der tilbage, sådan rigtigt, at snakke om. For mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre lige nu. Hvad skal jeg gøre? Hvad ville I gøre?
Jeg er forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan sætte mig til at læse eller sådan noget. Jeg er gået i gang med at læse en genfortælling af Bibelen. Tænker at det er nemmere end at læse selve Bibelen. René har ikke lyd på sit tv, og jeg hører ikke musik. Men jeg kan ikke koncentrere mig, jeg har alt muligt i hovedet. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg hader min far, og samtidig tænker på muligheder for, hvordan jeg skal præsentere "Higher Truth" af Chris Cornell for ham - han fortjener jo ikke engang at høre den musik. Hvorfor har jeg den slags ambivalente følelser? Hvorfor har jeg stadig behov for at ringe til min mor, når jeg er syg, selvom jeg officielt blev 36 år i onsdags? Hun hverken ringede eller skrev og sagde tillykke. Hun ignorerede mig. Det sårede mig. Men så alligevel ikke. Jeg havde forventet det. Men et eller andet sted havde jeg nok håbet, at jeg måske ville få et opkald eller en email fra hende. Det er ikke acceptabelt, at jeg ikke er kommet videre. Jeg har lyst til at sætte mig ned og græde. Nå. Jeg sidder allerede ned. Min røv gør ondt, fordi jeg allerede har siddet så meget i dag. Jeg burde i virkeligheden gå hen og lægge mig lidt. Men jeg skal ikke sove nu, og det kommer jeg til, hvis jeg lægger mig derhen nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar