Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

torsdag den 5. december 2019

Virkelig? Spændende! Medrivende!! Fortryllende!!!

Hey. Sooo... I've been sick. Men jeg har fået en influenzavaccination. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg synes faktisk at det er dårligt, og jeg er ikke i tvivl om at jeg takker nej til næste år, medmindre der er opstået en slags "situation" der gør, at jeg er berettiget til en. For det synes jeg egentlig ikke at jeg er. Lægen overtalte René efter jeg havde sagt nej tak, og så tænkte jeg "Nå ja. Fuck it. Vi kan ikke gå hver vores vej med det her". Og så sagde jeg ja tak i stedet for. Og nu har jeg et stort, rødt mærke (det er faktisk en bule) som både ligner og klør som et myggestik.

In other news... Min kat elsker sin pakkekalender fra hendes farmor. Desværre kan jeg ikke vise nogle billeder fra nogen af disse indtil videre 5 dage, der er gået, fordi jeg ikke har taget nogen. Der er blevet filmet i stedet for. Jeg kunne sikkert godt tage et still-billede fra en af de små film - men jeg kunne også lade være. Damn. Jeg fik lige trang til at høre Østkyst Hustlers dér... Men hvilken cd? Det skal enten være "Fuld af løgn" eller "Så hold dog kæft". Hvilken en kan jeg bedst lide? Jeg har de to, men jeg har også "Verdens længste rap". Måske skal jeg bare gå efter at lytte til alle tre? Hehe.

Fik en mail fra Spotify, der gav mig nogle sjove emner. Noget, jeg ikke helt lige vidste. Dem, jeg har lyttet mest til i år, er åbenbart In This Moment, og især med deres "Oh Lord" (en sang fra "Rituals") Jeg er såkaldt "genre fluid", har hørt 841 forskellige sange, og de bands/kunstnere, jeg har hørt, spænder over 26 forskellige lande. Jeg har i år opdaget 185  nye artister, og jeg har i løbet af det sidste år brugt 10.097 timer på Spotify. Angiveligt ligger min top 5 fordelt således: 1) In This Moment 2) Madonna 3) Megadeth 4) Five Finger Death Punch 5) Crazy Ex-Girlfriend Cast. Sært nok er min "Artist of the decade" Madonna. I mean... Jeg kan ikke fordrage Madonna som person, men hendes musik er god, og det er der, det hele startede. Lille 9-årige Rikke, superfan af Madonna, som slugte Madonnas musik og musikvideoer, klippede alle billeder ud af blade og aviser og elskede at kigge på dem, Madonna på væggene... Men så kom 12-årige Rikke og sparkede døren til Guns N' Roses ind og sagde "Jeg bor her nu", og Madonna var ikke cool længere. Jeg føler ikke, at jeg egentlig har tænkt at hun har været det siden. Jo, der har da været sange ind imellem, som har været "up there". Mange af sangene fra de nyere plader som "Confessions On A Dance Floor", "MDNA" og "Rebel Heart" er faktisk rigtig gode.

Lige da jeg flyttede til Solrød med mine forældre tilbage i 1988, var jeg sådan lidt... Jeg var lidt clueless. Vi havde et ekstra værelse, som min mor brugte, og det var ok med mig. Det var et rækkehus med 1. sal, og skråvægge og det hele. Jeg valgte naturligvis en fæl, støvet blå farve til mine vægge. Min seng var for høj, så den blev "skåret ned så det passede, og jeg havde et skrivebord. Men så skete der det, at min mor donerede det ekstra værelse til mig. Jeg havde lige pludselig to værelser. Så jeg havde et soveværelse og et lege/læse/når-jeg-har-gæster værelse. Det blev malet lyserødt. En dag sagde min mor "Du er nødt til at hænge noget op på væggene". Siden så langt tilbage jeg kan huske, har min farmor købt Anders And & Co til mig hver mandag (indtil jeg blev for gammel til det, så købte hun MIX), og jeg tænkte "Fedt, mand, alle disse Anders And blade kan sgu da hænge her!" Så jeg flåede alle forsiderne af og satte dem fast med tegnestifter, og jeg smed (efter min bedste overbevisning) bladene ud. Min mor blev lidt muggen over det. Så jeg begyndte at købe plakater i stedet for. Jeg havde en rigtig flot plakat af Madonna, en af en spækhugger lidt a la Free Willy (den der film) og andre ting i den retning. I 1992 blev alt pillet ned og erstattet af Guns N' Roses plakater og postkost med billeder af alle bandmedlemmer fra Guns N' Roses. Jeg lavede månedlige udflugter til "Posterland", en butik specialiseret i plakater og postkort, som lå (måske stadig ligger) på Strøget i København. Af og til tog jeg afsted med mine veninder, af og til var jeg bare afsted alene.
På et tidspunkt blev væggen mellem de to værelser slået ned, så jeg havde ét stort værelse. Så dukkede Metallica og Iron Maiden plakaterne op, jeg havde også en Brandon Lee plakat, og sært nok en Jon Bon Jovi og en Michael Jackson plakat. Jeg hørte ikke Michael Jackson, og ejede absolut ingen hverken bånd eller cd'er med hans musik. Bånd er det, der kom før cd'er. Kassettebånd.

Da vi flyttede fra det rækkehus og videre til et parcelhus, hvor jeg havde en lejlighed der stødte op til mine forældres del af huset, fyldte jeg mine vægge med plakater igen. Jeg havde faktisk, som jeg husker det, kun Marilyn Manson plakater. De var flotte. Det var nogle virkelig flotte og stilfulde plakater. Jeg var superglad for dem. Men da jeg flyttede hjemmefra, valgte jeg at lade være med at hænge plakater op. Jeg har ingen plakater nu. René har én. Det er en jeg har købt til ham for flere år siden, en gammel Carlsberg plakat. Jeg har til gengæld 2 artprint af Poul Pava, som jeg er virkelig, virkelig glad for. De er ikke blevet sat op endnu, men det kommer snart.

Min veninde har været her i dag og har hjulpet René med at sætte hans værelse i stand. De blev ikke helt færdige,  men Katja var nødt til lige at slappe lidt af, inden hun skulle hente sin datter i børnehaven. Vuggestuen? Hvis ungen er under 2 år gammel, så er det vuggestuen, ikke? Jeg er så dårlig til det der, hun virker bare som den klogeste lille prinsesse, så for mig at se kunne hun lige så godt være på vej i skole allerede efter sommerferien. Både René og Katja er helt færdige, og det forstår jeg sgu godt! De lavede en masse hårdt arbejde. Og lørdag skal jeg hjem til svigermor og klippe-klistre til jul. René bliver dog hjemme. Han kører mig bare derhen. I morgen kommer der dagligvarer, og senere kommer der de ting jeg har bestilt til min svigermors og mine juleeskapader, så det bliver hyggeligt!

Jeg er også spændt på i morgen af 2 andre årsager: 1) i mandags faldt jeg på knæene fordi jeg fik myoklonier og jeg landede faktisk oven på Emma - som utroligt nok overlevede og slap fra det uden men. Men mine knæ gør stadig latterligt ondt, og jeg har brug for at de bliver set på. Jeg har dog støttestrømper på, og de bliver først taget af i morgen! 2) I dag har jeg modtaget Renés og min første "Hunt A Killer" boks, og i morgen når lyset er bedre herinde, tager vi hul på den og ser hvad den indeholder. Det bliver spændende at se - jeg glæder mig allerede superekstremt. Det er svært at lade være med at åbne den helt til i morgen! Men: I kan eventuelt selv tjekke ud, hvad der sker, hvis I går ind på dette link: www.huntakiller.com Det er sådan et "mysterybox set" hvor der er en masse ting i, der er fabrikeret til disse bokse - det er altså ikke virkelige sager, men fiktionelle. Så arbejder man ud fra en kriminaldetektivs synsvinkel. Man kan vælge at dele sine fund med en Facebook-gruppe, eller man kan arbejde alene. Jeg har valgt at René og jeg ligesom skal arbejde sammen. Man besvarer lige nogle spørgsmål, når man melder sig til, og jeg  besluttede mig at i stedet for at vælge at løse opgaven sammen med familie og venner, skulle det være en "date night" type of situation. Hvis man vælger at købe 1 boks ad gangen, som vi har gjort, koster det 300 kroner. Det koster 30 dollars for selve boksen, og 15 dollars i forsendelse til Danmark. Men den her er så også i løbet af 2 hverdage. "Express DHL". Jeg benyttede mig af en kode, som jeg fik fra YouTuberen Bailey Sarian, som gav mig 20% i tilbud på min første boks. Det gav mig en pris på 275 kroner. Der var ikke noget told på, den kom lige til min dør, René kvitterede for den, og den har ligget og kaldt mit navn lige siden.

Jeg hopper over på makeup-byrapoulsen.blogspot.com og skriver lidt om hvad der har været i min pakkekalender de sidste 4 dage! God weekend til alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar