Jeg havde godt nok en dårlig dag i går. Det var helt utroligt. Jeg stjal Renés hobbykniv og knugede den så hårdt, at jeg fik mærker efter formen på kniven. Jeg ville ikke give slip. Men jeg afleverede den til sidst, jeg havde ikke gjort noget, men jeg havde godt nok lyst til det...!
Jeg burde tage en helt og aldeles afslappende dag i dag. Men jeg tror at det er bedre, hvis jeg forsøger at lave noget, så jeg vil tage den opvask, jeg blev forbudt at tage i går, fordi jeg havde det dårligt. Det var skønt at René sagde det til mig - men jeg ville nu hellere have taget den i går. Til gengæld har jeg ikke helt lige så ondt i ryggen, som jeg havde i går aftes, på trods af, at jeg vågnede pga. rygsmerter.
I torsdags (14/1) var jeg hos lægen, netop på grund af det med ryggen. Han sagde, at jeg skulle tage nogle piller (Todolac) i 10 dage. Virker det ikke, skal jeg have ultralyd hos en fysioterapeut, og virker det ikke, skal jeg røntgenfotograferes. Det var ikke min egen læge, det var en af de andre læger i lægehuset. Jeg var glad for, at han valgte at give mig piller, for jeg har bestemt ikke lyst til at komme kravlende tilbage til reumatologisk ambulatorium og bede om hjælp, når jeg selv sagde nej tak til fysioterapi, da jeg blev indlagt med samme problem i januar 2009. Min egen læge har det også med at sende mig afsted til røntgen konstant - og jeg fejler sgu aldrig noget, og det er pinligt. Men okay; hellere blive røntgenfotograferet end ikke behandlet overhovedet. Det er bare flovt, at jeg aldrig fejler noget, når jeg kommer ned på røntgenafdelingen. Men jeg satser inderligt på, at pillerne virker - jeg får ikke længere tilskud til fysioterapi, så det er 1000 kroner om måneden ud af egen lomme, og så mange penge har jeg slet ikke. Derfor ser jeg helst at pillerne virker. Men måske kan jeg få tilskud af en art, hvis jeg søger om det først. Ellers må lægen springe fysio over og sende mig direkte til røntgen.
Det er et par dage siden, jeg sidst var psykotisk, sådan for alvor. Det startede den 10/1 sidst på aftenen, og så forsvandt det igen tirsdag 12/1. Men siden deromkring har jeg haft nogle fantasier, kan man kalde dem, af paranoid karakter. Når jeg skriver e-mails til andre, det gør jeg hver dag, bliver jeg altid bange for at sende dem til de forkerte, og jeg er bange for, at dem, jeg får, er fremmede, der udgiver sig for at være dem, jeg kender. Jeg tjekker adressen i adresselinjen flere gange, og engang imellem stiller jeg spørgsmål til den, jeg skriver med, for at afgøre, om jeg skriver med den ægte ven, eller om det er "en af de fremmede". Det bekymrer mig dog ikke. Det er ikke noget alvorligt,og jeg tror ikke, at det udvikler sig til noget alvorligt. Det føles ikke som en plage. Det er bare ret frustrerende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar