Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

tirsdag den 14. september 2010

At være rigtig trist

Jeg er... Ked af det. Rigtig ked af det. Jeg er så ked af det, at jeg græder. Jeg lytter til Type O Negative, og hvad jeg ikke ville give for at have en at lytte til det sammen med - bare i dag. Bare i dag. Der slutter lige om lidt... Men så, her i nat. Den endeløse nat... Jeg sidder her og føler mig så ensom, at jeg tror at jeg er ved at dø af ensomhed. Og på trods af, at René sidder lige bag mig, henne ved sin egen computer. Han ved ikke, at jeg græder. Jeg "går stille med dørene" eller hvad man nu siger. Jeg gider ikke at bilve latterliggjort. Ikke nu. Ikke i dag. Ikke i nat. Jeg vil faktisk bare gerne sidde foran computeren og lytte til Type O Negative. Jeg ville som sagt give hvad som helst for at have en at dele det med...

... men det har jeg ikke. Får jeg nok aldrig. Jeg savner en person, som altid er der i situationer som denne. Jeg kunne sikkert godt forklare det til René og han ville forsøge at trøste mig. Men det vil ikke virke. For René kan ikke lide Type O Negative. Så kan han aldrig hjælpe. Og nu sidder jeg her og er møgensom, alene og forladt. Jeg har brug for en ven, der kan dele det her med mig, men jeg ved som sagt, at jeg aldrig kommer til at finde en person, der kan dele mine sorger og glæder omkring Peter med mig.

Jeg er så utrolig trist til mode netop nu. Men... På et tidspunkt må jeg jo.. Slippe det. Slippe ham. Jeg ønsker bare ikke at slippe ham. Og 5 måneder er fandeme længe. Jeg savner ham hver eneste dag. Elsker ham stadig. Altså, ikke på "jeg elsker dig min skat"-måden, men som i at han var min læremester, min mentor, min inspiration. Jeg savner ham. Åh Gud... Jeg magter det ikke. Men det er jeg jo nødt til, ikke? Jeg må tage mig af René, han er jo virkelig og eksisterer i mit liv i virkeligheden. Han har brug for min hjælp. Jeg må give ham den, og skubbe Peter lidt i baggrunden. Men jeg har ikke lyst til det. Jeg har lyst til at svælge rundt i Type O Negative sorg og græde og græde... Men det går jo ikke. Jeg må tage mig sammen. Føler bare, at jeg er visnet en smule.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar