Despair

Like a flash of light in an endless night.

Jeg er tom for ord. Ved ikke hvorfor. Ville skrive et godt indlæg i morges om..."Hvorfor", men det eneste det kom ud af det, var "hvorfor".

Men jeg har tænkt meget. Over tingene. Meget, endda. Det har jeg gjort i nogle dage. Men... hvad er der med "tingene"? Jeg kan ikke udpege en specifik ting, som jeg har tænkt på. Jo, altså Livet Vs. Rikke, men ikke hvilke ting, jeg har tænkt.

Det virker efterhånden som mulighederne er udtømte... Som om der ikke er mere at gøre. Som var jeg en fortabt sjæl, i søgen efter en god krop at bo i. Jeg er måske en fortabt sjæl? Dømt at rende rundt i den endeløse labyrint af tanker, indtil jeg en dag måske bliver benådet. Folk snakker om så mange ting. Hele tiden. Ligegyldige ting, som ikke betyder noget, og aldrig kommer til det. For mig. For dem er det jo helt store problem for tiden.

Jeg føler mig som en lille pige, som er blevet væk i Ikea; umulig at finde. Jeg er forskræmt, bange og der er flere hundrede mennesker omkring mig... Men ikke den ene person, jeg har brug for - den person, som tog mig med herind.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gebærde mig længere. Verden anerkender at man laver fejl, men det er jo nærmest kriminelt, hvis man siger det forkerte på det forkerte tidspunkt. Alt er forkert, og det kan ødelægge alt. På kun de få sekunder det taget at udtale sætningen. Sætningen, dommeren, bøddelen... Født til at hugge hovedet af sætningen og smide den i kurven foran guillotinen.

Af kedelige, lidt for gamle hjerteformede chokolader i en hjerteformet kasse, hvor der står "Happy Valentine's Day"uden på, lever jeg nu.