Denne her blog er tilegnet en kvinde, som jeg er begyndt at holde af! Hun ved det ikke, kommer nok aldrig til det. Det er ikke den slags, man siger til hende. Det er jo ikke sådan at jeg elsker hende, men jeg... holder af hende. Hun er dygtig til at få mig i bedre humør. Hun er der altid, når jeg har brug for en snak - også når hun ikke burde. Da jeg kom ud fra Hvidovre Hospital og havde fået "nej" til gastric bypass operationen, var hun den første, jeg kontaktede. Hun var utrolig støttende -som altid. Hun er altid parat med enten en peptalk eller til at kaste mig op mod væggen og forklare mig ting, når jeg opfører mig dumt.
Faktisk er jeg meget glad for hende, fordi hun bare altid er til at regne med. Siger hun at hun mener at blå er en flot farve, er det ikke sådan, at hun kommer og siger "Ej, jeg kan bedre lide gul". Hun står fast ved alt hvad hun siger, mener, tænker og føler - og det beundrer jeg. Hun er en af dem, jeg har mest kontakt med i min hverdag, selvom jeg lige nu fornemmer at hun ikke sådan helt lige har plads lige nu. Jeg har derfor i dag taget beslutningen om at give hende lidt fred. Hun er helt anderledes end hvordan hun ellers er, så jeg er naturligt vis lidt bekymret. Hun siger at hun er "træt" - men... Det virker som om hendes gnist er væk. Der er intet "glimt i øjet", havde jeg nær sagt - jeg har aldrig set hendes øjne. Det bekymrer mig. Jeg håber at hun har det godt.
Og hermed overgiver jeg mig selv til rockmusikkens rytmer og lukker mig ind i Rikke-land, som er kun for mig. Jeg gider nemlig ikke at gå i seng nu. Jeg har mange ting, jeg skal nå i aften. Tiden er ved at løbe ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar