Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

torsdag den 4. maj 2023

Så gik der 43 år...

 Hej Wordlings!

Ja, som sagt er der gået 43 år, siden verden først så det vidunder, mine forældre spekulerede på at kalde enten Benedicte eller Frederikke, men til sidst besluttede sig for, at Rikke var det bedste valg, så jeg ikke ville blive drillet og kaldt for "Frede". Min mor havde ikke været gravid ret længe, da de bare tog en fælles beslutning om, at de ventede sig en datter, så der var ingen drengenavne til et "hvis nu". De troede fuldt og fast på, at den baby, de havde lavet, som havde vendt sig så den lå sidelæns og min mor måtte føde den med store besværligheder, ville blive en pige. Jeg kom med numsen først, så et ben og til sidst mit hoved. Jeg var vist ikke helt i live, da jeg endelig kom ud, og skulle lige have et smæk bagi. Siden har der været gang i mig. Bortset fra mine ekstremt dovne og dårlige perioder. 

Men! Det er ikke det, dette indlæg handler om! Det handler om de ting, jeg har lært i løbet af de sidste 43 år. Jeg har, til ære for Jenna Marbles (YouTube), hvis ugentlige videoer jeg stadig savner utrolig meget, lavet en "43 lifelessons I have learned in 43 years". Der er ingen kronologisk rækkefølge. Jeg har bare skrevet de ting ned, som jeg ved er vigtige at vide.

  1. TRUST NOONE! Medmindre det er en, du rent faktisk kender supergodt og bør stole på. 
  2. Vær altid venlig overfor dyr. De fleste af dem kan ikke forsvare sig selv, og derfor skal vi passe på dem. 
  3. Det er okay at vise venlighed overfor fremmede, så længe de viser venlighed overfor dig. Men hold fast i punkt 1 på denne liste. 
  4. Gamle mennesker ser deres liv igennem hjerteformede briller med lyserøde glas. Alting var bedre "dengang". Jeg kan sagtens bevise det, fordi det skete for min farmor, det skete for min mor - og det er sket for mig. 
  5. Den nuværende menneskerace er generelt dum, selvom vi sætter os selv ekstremt højt. 
  6. Alt for mange mennesker får kræft. 
  7. Heste er farlige AF. Hvorfor er heste farlige? Hvis du giver dem for meget avocado falder de døde om. Men alligevel er de farlige AF. Make it make sense. 
  8. Makeup er det bedste!
  9. Ikke alle kvinder finder det naturligt at være mødre, og ikke alle kvinder bør være mødre. Og det går ikke at man siger til en kvinde, der ikke selv vil have børn: "Du kommer til at elske det når det er dit eget barn" - for det er der ingen garantier om. Der er masser af kvinder, som har fået børn, de er ligeglad med, ikke kan lide eller direkte hader. 
  10. Det er en god idé at gemme ting, som man har samlet på, da man var barn. Det er sjovt at kigge på 40 år senere. 
  11. Tag billeder af alle dem, du elsker og rigtig godt kan lide. Husk at tage billeder af dig selv med dine venner så I kan kigge på dem senere og grine af dem - sammen.
  12. Sex er vigtigt i et forhold. Men det er ikke noget, man nødvendigvis SKAL have for at kunne være et par. Man behøver ikke at have status som "bare venner", fordi man ikke dyrker sex hver dag, det hele kommer ned til, hvilke følelser man har. Føler man stadig den "rigtige" slags kærlighed, og ikke den samme slags som man føler til sin mor, så kan jeg slet ikke se, at der er et problem. 
  13. Det er okay at være kræsen. Ikke alle kan lide al mad. Jeg kan f.eks. ikke lide ting, jeg aldrig har hørt om, og hvis maden ser ulækker ud, fortæller min hjerne mig, at jeg ikke kan lide den. Selvom jeg ikke har smagt det. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi var kræsne. Ingen af mine forældre drikker mælk. Jeg drikker ikke mælk. Ingen af os bryder os om farsbrød af nogen art. Min far bryder sig ikke så meget om ris, min mor elsker stegt lever, og jeg kan godt lide risretter med karry. Men vi fik det til at fungere. Min mor stegte lever til sig selv, vi fik ikke så tit kylling i karry, men jeg havde mulighed for at lave ris og karrysovs til mig selv. Vi fik spaghetti bolognese flere gange om ugen, og når vi fik gæster og der virkelig skulle laves god mad, fik vi hjemmelavet pizza med kødsovs. Der er ingen af os, der kan lide pølser. 
  14. Mennesker, der er indadvendte, er også cool. Det kan godt være, at du ikke ved det - men det er fordi du ikke ved/forstår, hvad der foregår på indersiden.
  15. Hvis du føler for at omarrangere dit hjem, er den bedste situation altid at gå efter at sortere alle de ting, du kan, efter hvilken farve, de har. 
  16. Det er okay at være bange for 500 ting selvom du er et voksent menneske som burde vide bedre.
  17. Det er cool at være mærkelig, men ikke mærkeligt at være cool (jeg ved ikke hvor det kom fra, eller hvorfor det skal stå her, men det dukkede op i min hjerne, og jeg ville gerne have det med)
  18. Det er faktisk virkelig sært at den menneskelige race - i hvert fald nogle af os - går rundt med andre menneskers hår på vores hoveder. Hvis nogen - rumvæsener - holder øje med os, må de tænke at vi er dybt åndssvage. 
  19. Mange steder i verden er det vand, der er i vores toiletter, rent fantisk rent vand. Det er rent vand der bliver brugt til at skylle vores efterladenskaber ud med. Er det ikke spild? Bør der ikke eksistere en bedre måde?
  20. Hunde kan få dig til at føle at du er deres bedste ven i hele verden, så længe du giver den mad og leger med den engang imellem.
  21. Din frisure siger noget om dig - helt ned til farven. Det er derfor det er cool at klippe alt sit hår af midt om natten og bruge parykker i stedet for. Det er i hvert fald det jeg har gjort det sidste 2-3 år. 
  22. Hoodies med meget lange ærmer er det bedste tøj, man kan have på. 
  23. Det bedste mad i verden: Risengrød. Jeg spiste det ofte som barn, og jeg laver det ofte nu. Elsker det SÅ meget. 
  24. Ens musiksmag ændrer sig som man ældes. Men jeg vil sige dette: Marilyn Manson og In This Moment er cool AF. Jeg elsker stadig Megadeth, men jeg lytter mere til de 2 andre bands for tiden. Når det kommer til danske bands, er jeg stadig vild med D-A-D, men nok mere deres "No Fuel Left For The Pilgrim" og "Bad Craziness" periode. 
  25. Fødselsdage er de bedste! Især når det er andres, og man kan gøre noget særligt ud af det. 
  26. Apropos fødselsdage: findes der noget mere lækkert end en god, hjemmelavet lagkage?
  27. Jeg bryder mig ikke så meget om at tage medicin. Jeg undgår det helst. Men jeg vil sige dette: Thank The LORD for opfindelsen af medicin, og især det man kalder "modern medicin". 
  28. Jeg er ret sikker på, at Jenna Marbles havde fat i noget, da hun i et åbent brev spurgte solen om dette: "Kære sol. Er du sikker på, at du er den rigtige sol for vores planet? For det føles lidt som et dårligt forhold. Vi bliver deprimerede når vi ikke kan se dig, og når vi kan se dig, brænder du os og vi får ondt i øjnene. Vi har rent faktisk brug for beskyttelse for at være omkring dig."
  29. Hårfarve er fantastisk, men det kan på et tidspunkt blive for meget at gøre det selv, og så er det bedre at lade være. 
  30. Mennesker i supermarkeder er alt for nysgerrige og bruger for meget til på at glo ned i andres kurve og kommentere på hvad de har købt. 
  31. Gamle mennesker er vildt grove, og jo ældre eller mere demente, de bliver, jo værre bliver det.
  32. Blyanter, viskelædere og andre af den slags ting, fyrer virkelig op under mig. Jeg kan slet ikke kontrollere mig selv når det kommer til kontorartikler, og det har jeg aldrig kunne. Jeg er kommet frem til, at det er okay. 
  33. De mest klamme og ondskabsfulde dyr på vores klode, er klart edderkopper. Det er spændende at lytte til andre snakke om dem, men jeg takker nej til at se nogen billeder, og hvis jeg finder ud af, at nogen i min opgang har en stor edderkop, flytter jeg omgående. 
  34. Man kan slå et marsvin ihjel ved at kigge på det forkert, og alligevel er det et af de dyr, som er mest populære blandt børn. 
  35. Romantiske komediefilm er dødens pølse. 
  36. Lad være med at sjaske kogende vand på dine hænder. Det gør ondt. 
  37. Det er ikke alting, som er værd at dele med internettet. Gem noget for dig selv. 
  38. Hvis du har brug for hjælp til noget, så bed om hjælp. Det er fint at spørge, fordi hvis du ikke kan selv, er det dumt at lade være.
  39. Hvis du har mulighed for at hjælpe en ven i nød, er det altid noget, du bør overveje. 
  40. Tag aldrig medicin der er udskrevet til andre. 
  41. Bøger er fantastiske! Både lydbøger og trykte bøger. Det er fantastisk så meget man kan få ud af den helt rigtige bog. 
  42. Selvom man hele sit liv har elsket regn og sne mest, og altid har faret ud for at være i det, må man indse, når man kommer op i alderen og lider af slidgigt, at ens knogler ikke altid kan med kulde, og at man kan mærke ændringer i vejret i ens led. For det kan man. 
  43. Giv ikke op. Uanset hvor dumt noget lyder, hvis det er noget, du brænder for, så kør på. Få det til at ske. Det er ikke noget, du vil fortryde, er jeg ret sikker på, og skulle du på et tidspunkt være ovre det, og klar til at rykke videre - så har du det stadig som en del af dit ... repertoire? I mangel af bedre ord.

 

HAVE AN AWESOME DAY, Y'ALL!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar