Tja. Det kan være svært at se det positive i tingene. Også i forholdet, selvom det egentlig slet ikke går dårligt i forholdet. Jeg bliver bare af og til usikker på mig selv og Renés følelser for mig. Selvfølgelig ved jeg, at han elsker mig, men jeg har af og til svært ved at se, om jeg overhovedet er værdig til hans kærlighed.
Det føles lidt som en dårlig drøm, der aldrig stopper. Jeg ved at den stopper på et tidspunkt - men hvornår? Jeg har det ikke sådan rigtig "dårligt", som ordet egentlig betyder. Jeg har det mere sådan, at tingene synes håbløse og at jeg egentlig bare gerne vil sove... Lægge mig til at sove, og vågne når alting er i orden igen. Selvfølgelig er det dybt urealistisk. Men bare det ikke var.
Jeg tænker lidt på, at jeg egentlig bare er ynkelig og klynker over ligegyldige ting. Men de fylder jo meget i min hverdag. Jeg synes at de fylder rigtig meget. Måske burde jeg opsøge en psykolog, men alligevel føler jeg ikke, at det er noget for mig. Der er kun én psykolog for mig, HELENE GRAU, og det er ikke muligt for mig at gå hos hende, da hun har praksis i København og jeg bor ret langt væk - det er lang vej at skulle tage alene, og det magter jeg simpelthen ikke. Jeg vil ikke have René med til psykologsamtaler. Det er OK at han er med til mine psykiatersamtaler - men det andet vil jeg ikke have. Det er jo så heller ikke rigtig nødvendigt, kan man sige, da jeg ikke skal gå til psykolog. Engang imellem ville det bare være rart. Jeg savner også Helene. Det var gode tider, dengang.
Jeg ser frem til bedre tider. For nu gider jeg snart ikke det her patetiske pis længere, men jeg er jo et eller andet sted nødt til. Jeg kan ikke tillade mig selv at synke yderligere ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar