Ad. Nu er det sgu foden der "knækker". Før var det knæene, anklerne... Nu er det tværs hen over foden. Der, hvor jeg har ondt efter at være faldet så mange gange med foden i en gang ballet-agtig U-form. Den er smertefuld, sådan generelt, men nu, hvor den knækker - ved hvert eneste skridt, jeg tager - er det altså blevet ret fælt. Udendørs eller andre steder med lidt larm gør det ikke noget, for så kan jeg ikke høre det - men det kan jeg når jeg går rundt i min lejlighed. Jeg kan høre OG mærke de dér knæk, og det er virkelig ulækkert. Jeg synes bestemt ikke om det. Men det ville da også være mærkeligt, hvis jeg gjorde.
Mine rygsmerter fra sidste mandag (da jeg havde det epileptiske krampeanfald) er jo, som jeg vist nævnte i går, eller tidligere i dag (jeg mener i hvert fald at jeg har skrevet det) kommet tilbage, det startede i går, og de er her stadig. Det er også en af grundene til, at vasketøjet bare får lov at "hænge". Men de her rygsmerter er centreret omkring lænden, lige i svajet, og der er sådan en kuglerund smerte. Min farmor synes at jeg skal få det undersøgt, og jeg er ligeglad. Det gør ondt, jeg har piller. Jeg ved jo godt, at de ikke kan gøre noget ved ryggen alligevel. Så er den bare ikke længere. Der er ingen grund til at rende til læge med det. Men hun er meget sådan... ja.
Jeg er på vej mod psykisk sammenbrud, for jeg magter bare ikke det her rehab længere, på trods af, at de kun har været her i en måneds tid, det vil sige ca. 8 gange. Jeg synes at der er alt for meget rengøring og tøjvask og ting, jeg skal gøre, som jeg ikke sådan helt magter, og jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg er begyndt at gå at snakke til mig selv; jeg går og remser op hvad jeg skal nå. Det har jeg gjort i en uges tid nu. Hele tiden, den samme remse, for det er mere eller mindre det samme jeg skal hver gang. Jeg arbejder som en gal, og på et tidspunkt står kroppen af, og jeg kan ikke mere, og så begynder hjernen at tvinge mig i gang igen - det er det, jeg gør med de remser. "Jeg skal vaske den skål op, husk at tørre komfuret af, spisebordet skal også lige tørres af, husk at tømme opvaskemaskinen, husk at fylde den igen, vasketøjet skal lægges sammen, det skal på plads, der skal lige ryddes op, en let støvsugning i stuen skal der ske inden klokken (x) og det er vigtigt at jeg husker at lægge rent tøj frem til i morgen, for ellers glemmer jeg det, det beskidte tøj som skal vaskes skal samles, jeg skal have fundet ud af en ret at lave til aftensmad, hvad kan jeg overkomme, hvad har vi, kan jeg nå at sætte tingene i opvaskemaskinen bagefter, eller skal jeg tage det i hånden, er der nok rene tallerkener til aftensmaden, har jeg husket at tage mozzarellaosten ud af fryseren" - jeg går rundt og mumler for mig selv. Hele tiden, de her ting. Jeg ved ikke helt, om det er "The Path" til psykisk sammenbrud, men det føles sådan, så jeg tænker, at det er det.
Jeg kan jo sagtens sidde og sige "Jeg er på randen af et psykisk sammenbrud" til dem, men de hører det jo fra en million mennesker hver dag, så det er der jo ikke noget i. Jeg vil heller ikke sidde og sige sådan. Bare sidde og blabre ud med noget. Hvis de skal vide, at jeg er på vej ind i et psykisk sammenbrud, må det jo være fordi de tilfældigvis kommer en dag, hvor det er sådan.
Men lige nu vil jeg sørge for at her er lidt "menneskeligt" så jeg kan - i det mindste prøve - gøre det lidt menneskeligt her. Psh.
Sov godt, alle sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar