Okay! Jeg indrømmede det overfor René, det med tænderne, og han sagde at jeg er (var) psykotisk, og han tvang mig til love at jeg kun børster tænder morgen og aften. Stodder. Men okay; jeg kunne bare lade være med at sige det. Jeg skulle have holdt min kæft. Men han kom ud og skulle tisse samtidig med at jeg stod på hovedet i skabet for at lede efter både tandpasta og -børste, og han sagde at det jo lå "lige der" (hvor det plejer at ligge), og så væltede det bare ud, altså, det var som at brække ord op. Ord om at passe på mine tænder. Og han gentog om og om og om at jeg ødelægger dem, hvis jeg børster dem 4 gange dagligt og bla bla bla -. jeg kan ikke bruge det til noget, men jeg har lovet det, og så .. Ja. Et løfte er et løfte.
I øvrigt var jeg ikke psykotisk. Det var et øjebliks svaghed. Jeg har et problem med tænder. Det er det første, jeg ser hos andre mennesker, og jeg går som følge deraf ud fra, at de lægger mærke til mine tænder, og mit mareridt er forlorne tænder. Jeg ved faktisk ikke engang om jeg vil kunne kysse René, hvis han fik kunstige tænder. Måske - måske - hvis det var porcelæn. Men bruger man overhovedet det længere? Hvis jeg ødelægger nogle af mine tænder ved et fald, gemmer jeg mig i min lejlighed indtil jeg får råd til at få stifttænder, eller hvad fanden det hedder. Det betyder, at hver enkelt tand bliver skruet fast i kæben. Det koster SÅ mange penge, men jeg kan altså ikke gå i seng om natten velvidende, at mine tænder står i glas med proteserens på badeværelsesvasken... Jeg kan slet ikke engang magte tanken, den er alt for stor og overskuelig til at jeg egentlig kan forstå det "rigtige omfang" andet end "selvmord" eller som erstatning "stifttænder". Lige nu er det bare ord på min computerskærm. Tidligere i dag var det meget tæt på, men lige nu er jeg ligesom... Ja. Jeg har nok lidt distanceret mig fra det. Måske er det fordi jeg lige har opdaget, at den eksem, jeg har i hårbunden er ved at trække ned i panden, og at jeg ikke længere kan slække på behandlingen med en "det skal sgu nok gå"-holdning. Indtil videre kan det godt gå for værende bumser. What the hell, måske er det bumser. Der er 3. Men jeg har grovædt slik hele weekenden, og det er ikke noget, jeg plejer, så det kan også være sandsynligt. Det klør jo ikke. Grunden til, at jeg har lagt mærke til dem, er faktisk at de sidder i hårgrænsen.
Jeg bliver mere og mere nervøs som tiden skrider frem. Jeg regner med at gå i seng om et kvarters tid, måske 20 minutter. Men jeg skal op 7:30, så den er ved at være kriminel. Det er fordi jeg skal vente på René. Han sidder og spiller. Han har taget sin sovepille, men han kan ikke forstå, at det ikke er en sovepille, men en indslumringspille, og at den ikke har nogen virkning, når han ikke prøver at lægge sig til ro. Jeg ved godt, at jeg lige så godt kan gå i seng nu, jeg sagde også, for en halv time siden, om han ville med mig i seng om en halv time, og han sagde ja, og tog en sovepille og spurgte mig, om jeg ville smøre nogle knækbrødsmadder med ost på. Det har har gjort. Jeg kan ikke se, at de stadig står derinde, urørt, men jeg kan kende lydene, og han spiller. Af og til spiser han mens han sætter sine karakterer, men nu er han i kamp, kan jeg høre. Så maden er urørt, og jeg kommer i seng inden for de næste 10-15 minutter. Så jeg regner med, at jeg om 10 minutter går ind og siger det, som det er. Jeg ved godt, at han muligvis ikke skal med på neu.amb. på grund af smerter - men jeg skal derind, og jeg vil gerne undgå kramper, og vil gerne have en god nats søvn. Giver det mening?
Jeg har fået ondt i maven. Jeg skulle nok have drukket lidt mere væske til aftenmedicinen, set i baglyset. Jeg har glemt, hvad tid jeg tog den. Great. Jeg skulle jo skrive alting ned.
Jeg kan høre, at han stadig er i kamp. Han bliver ikke færdig inden klokken tolv, så jeg tror at jeg lukker ned for i dag. Klokken er 23:35, og jeg giver en update i morgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar