Når man begår en forbrydelse i et andet land, end det, man bor i, må man tage straffen dér. Det nytter ikke noget at hente fanger hjem fra Thailand, fordi de har smuglet stoffer, når de allerede har fået en dom der. Jeg kan ikke se, hvorfor de skal herhjem og overbefolke vores fængsler? Det gælder naturligvis også vores land. Hvis en thailænder får en dom for noget, de har begået i Danmark, skal han eller hun afsone deres straf i Danmark. Selvom de danske fængsler er som ferieophold i forhold til de thailandske.
Men jeg har en udmærket løsning. "Robinson", for nu bare at give den et navn. Jeg foreslår, at vi skaber tager en af vores mange øer, og så bygger vi en kæmpe mur omkring den. Jeg mener, en virkelig høj mur, som det er umuligt at kravle op eller ned ad.
På Robinson bliver alle kriminelle sat ud, og så kan de slås om, hvad de vil, måden, man kommer ind på, er ved et helikopter-drop.
"Alle kriminelle" er ikke i teorien alle. Man kommer ikke på Robinson for at stjæle en million fra sin chef. Det drejer sig om dem, der begår den samme forbrydelse, som direkte skader andre fysisk, igen og igen og igen. Jeg vil sætte grænsen vil 3. Ved vold. Ved voldtægt og mord falder straffen 2. gang. Og der er no turning back. Er man dømt til Robinson, er man der resten af sit liv.
Jeg er faktisk overbevist om, at Robinson kunne være en god idé. Så kan rockerne slås mod banderne og slå hinanden - sikke en god idé. Ret hurtigt vil Danmark igen være et trygt og roligt land, som man ville turde at bevæge sig rundt i.
Så længe det varer.
For der er jo den dér ting med ozonlaget, der ligeså langsomt forsvinder, og vi langsomt bliver ristet. Men kommer vi til at opleve det? Kommer vi virkelig til at opleve en forfærdelig død, med horrible smerter og vanvittige smerter, mens vi rister som helstegte pattegrise?
Mit gæt er nej.
Men hov! Hvorfor tror jeg det? Det er jo helt forkert!
Nej. For hvis nogen kan udpege et land, som ikke er i krig i lige nu, i fare for at komme i krig, eller hader et andet land som vanvittigt - så er vi nede på ganske få. Jeg tror faktisk, at vi, ikke ganske langsomt, men derimod ret hurtigt, vil udrydde os selv. Vi er så dumme, at vi kæmper en brav kamp for at redde Jorden, og samtidig gør vi alt for at ødelægge den. Vi udrydder ikke kun os selv, men også plantearter og andre dyrearter end os selv. Vi er simpelthen så dumme. "Jamen, de skal jo have demokrati!" Er det virkelig al det ødelæggelse værd?
Mine meninger er jo selvfølgelig lidt grove i kanten, jeg har ikke brugt tid på at finpudse dem. Jeg kiggede på en dåse, hvor der var trykt et træ på (Egekilde) og jeg tænker bare - hvad sker der i vores hoveder? Er vi virkelig så dumme? Jeg mener, er vi SÅ dumme? Eller springer Kermit ind med strakte arme og råber "Surprise! Det var bare for sjov!"?
Grunden til, at jeg vælger Kermit, er i øvrigt, at han altid var begyndelsen på mine tilbagevendende mareridt som helt lille. 4-5 år. Jeg sov, og jeg kom gående på en sti ved min farmor og farfar. Der stod en stor sten i et blomsterbed, og pludselig kom der en bordtennisbold hoppende ud fra stenen, og så kom Kermit ud. Så vidste jeg, at mareridtet gik i gang, og jeg forsøgte at tvinge mig selv til at vågne, men det var umuligt. Drømmen - den kommer med i min bog, når den engang er færdig. Se I bare frem til den, hvis jeg vælger at sende den ind til et forlag, og de vælger at udgive den :) Men lige nu er den langt fra færdig. Jeg mener LANGT fra færdig. Jeg tager det med ro. Det er bedst, har jeg fundet ud af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar