Hvad med at ringe inden påske?

Jeg er bitter. Super bitter. Jeg rendte rundt her i lørdags og knoklede med at få støvsuget, jeg ordnede køkkenet i fredags, all because jeg havde inviteret gæster til søndag. Det er jo okay, sådan set, men den 19. marts sagde vores rengørings-assistent at der var påskeferie i Servicekorpset, så vi ville blive ringet op ingen påske. Gjorde vi det? Nej. Det gjorde vi ikke. Vores næste, faste rengøringsdag lå på Skærtorsdag. Der hørte vi naturligvis intet, for det var jo påske, og var har jo været påskelukket helt frem til i dag. Hvor de så ringer, klokken 8:45 og siger "Ja, det er fra Servicekorpset. Vi skylder jer en rengøring. Kan vi komme i dag halv elleve?" Jeg sagde "Jaja", jeg var jo oppe. Så tænkte jeg, "fint, så har jeg lidt tid til lige at samle vasketøjet og den slags". Så, halv ti, ringer det på døren. "Nå, ja, jeg er lidt tidlig på den" Og så skulle jeg turbo-sortere vasketøj. Og jeg havde ØDELAGT mig selv og min ryg blot 2 dage forinden, fordi de ikke kunne ringe inden påsken satte i gang? Jeg er så gal lige nu.

Men det får jeg jo ikke noget ud af. Næste rengøring er jo så om 1½ uge. Til normal til, hvis ingen laver noget om. For de kører efter deres faste tider. Jeg hader at være afhængig af andre til disse opgaver!!! Misforstå mig ikke; jeg er taknemmelig for at leve et sted, hvor den slags overhovedet er muligt, men hvor ville jeg ønske at de kunne... få det til at virke. Ikke? Få deres ellers skidesmarte system til at virke. Jeg har svært ved at overskue at være dansker engang imellem. Har overvejet at flytte til Canada eller sådan noget. Men et eller andet måde hører man nok til et sted? Eller hvad? Er det en realistisk tanke at flytte til Canada? Hvad med Norge? Nej, jeg fatter ikke hvad de siger. England... Hmm... Vejrmæssigt er det nok det, der ligger tættest på vores eget, hvis man sammenligner det med Canada, men Canada... Det er lidt mere der er nok et bedre klima for min psyke. Men ikke for min krop. Eller for Renés krop. På den side er det nok det samme. Canada har også et flag, det er muligt at tegne. Når alt kommer til alt: Hvor er der mest fred/mindst kriminalitet? Her, hvor jeg bor nu, er jo i hjertet på en større bande, og i familien har jeg fået et bandemedlem fra en anden bande. Jeg vil gerne bo et sted, hvor der ikke er den slags. Men det er nok urealistisk, efterhånden.

Jeg har snakket med lægen i dag, ang. medicin, og jeg foreslog at skifte Ibumetin ud Seractiv, hvilket han synes er en glimrende idé. Så han har smidt piller på serveren, som bare lige skal hentes. Det skal René gøre, men jeg har ikke sagt noget til ham i dag, fordi jeg mere eller mindre har sovet hele dagen. Hehe. Men jeg prøver lige at tage Seractiv fast, virker det ikke, må jeg henvises til en fysioterapeut. Men skridt 1 er i hvert fald taget.

Renés søster og dennes skønne kæreste Michael var her til en god gang Zhou i søndags, og nøj, hvor havde vi det hyggeligt. Mille og René har haft en periode, hvor de ikke har snakket så meget sammen, men de har ligesom "genfundet" hinanden, og det er så dejligt at se dem sammen. Mille har jo kræft, og jeg tror at det er en ret stor faktor for, at René har åbnet op igen, tror jeg. Jeg er bare så glad for Mille, hun er det skønneste menneske, og jeg snakker utrolig godt med hende. Det er dejligt at opleve, synes jeg. Jeg har det godt med Michael også, hvilket er sært, eftersom jeg normalt ikke sådan rigtig "bare lige bonder" med familiens kærester/koner/mænd. Michael kunne jeg lide fra starten. Milles tidligere kærester har være nogle fjolser, men Michael er cool. Ham kan jeg godt lide. Og han elsker virkelig Mille, hvilket er et plus i min bog.

Min farmor har jeg ikke fået ringet til siden i søndags, da jeg jeg sluttede vores samtale af med "Famse, jeg kan høre dem ude på trappen, jeg smutter nu! Vi snakkes!" Jeg har ringet til hende i dag, så det er lidt løgn, men hun var ikke hjemme. Hun har sikkert været ovre for at købe ind, for det er kun om torsdagen, hun går til banko. Jeg synes faktisk, sådan objektivt set (kan man det?) at det er meget frisk gjort af min farmor, som fyldte 89 år 2. januar i år, stadig selv tager bussen hen i Rødovre Centrum for at handle i SuperBest og tage hjem igen. Hehe. Der er sådan en "servicebus" som er til alle med rollatorer, barnevogne, stokke osv., og den tager hun, for så ved hun, at hun har så og så lang til at handle, hun ved hvor varerne står henne, og skal der købes ekstra ind, tager hun bus 2 hjem - der er langt flere med, men hun har gode snakke med dem, der sidder ved busstoppestedet. Min farmor arbejdede med teknik, da hun arbejdede. Hun reparerede f.eks. kaffemaskiner og fjernbetjeninger. Men nu kan hun ikke finde ud af at bruge fastnettelefonen. Hun bliver ved med at fucke den op, og min far har indtastet hendes telefonbog ind 40 gange og vist hende 500 gange hvordan man ringer. For hun kan ikke ringe ud, men folk kan godt ringe ind. Ved et rent tilfælde opdagede min far, hvad hun laver: Hun taster telefonnummeret ind, og så trykker hun på den grønne knap - den, med det grønne rør - og hun holder den inde, indtil der sker noget. Men der gør der ikke, før hun giver slip, og så har tallene slettet sig selv fra displayet. Hun er SÅ elendig til det dér med teknik. Man frygter at skulle give hende noget med ledning eller batterier, fordi man ved, at det kommer til at tage endeløse timer i telefonen eller personligt opmøde, hvor man tegner og fortæller, og fatter minus. Men bustiderne, hvor varerne står og alt det dér - det kan hun. Hun er dejlig. Famse. Jeg skal have skrevet til hende, men jeg er død for brevskrivning!

Jeg er stadig sur over den rengøring. Mest fordi jeg selv lige har smadret min ryg fuldstændig for 3 dage siden, og de så ringer og sender rengøring - for så var her jo ikke engang særlig beskidt! Pis mig i øret, mand!

Godt jeg kan nyde en kop varm kakao. Jeps. En kop varm kakao.. Eller en kop varm te. Et glas koldt cola - en af de 3 ting. Nu vil jeg i hvert fald slutte af for nu, og så lige hilse og sige: PEACE