Jeg må indrømme, at jeg var psykotisk i går aftes, og derfor tilbragte hele min aften i sengen for at sove det væk. Jeg ville ikke fortælle det til René, fordi han har nok at slås med selv. Han er dog blevet informeret. Han tog det pænt.
Jeg fik det pludselig skidt i går. Det var højst ubehageligt. Det kom snigende, lidt, men BANG, pludselig ramte det som et godstog. Det er sgu noget lort. Jeg havde ellers lige gået så længe uden en eneste psykotisk episode. Nå. Men ingen er perfekt. Episoden kunne trods alt soves væk og varede måske 3-4 timer i det hele, så det kunne have været langt, langt værre.
Jeg sad og så "Family Guy" i går, det afsnit med O.J. Simpson, og jeg hørte "Dust in the Wind" med Kansas. Det er utroligt at jeg ikke har hørt den før... Den er jo ganske fantastisk. Jeg er ret vild med den! Lige nu lytter jeg til "No Pain No Gain" med Scorpions. Jeg ser dem som nogle pølsetyskere -jeg har fordomme overfor tyskerne, jeg ved ikke hvorfor - men den her sang er faktisk urolig god, og jeg overvejer at downloade hele pladen, for ligesom at se, om den er monsterfed - som det her nummer jo er.
Men "Dust in the Wind" har sådan en selvransagende virkning... Det er ikke engang løgn, det var jo netop det, de sagde i "Family Guy", de sagde noget med soulsearching. Og det er helt klart den følelse, man får, når man lytter til denne sang. I hvert fald for mig. Hvis jeg havde i "det" humør, havde jeg nok tudet mens jeg hørte den. Det er jeg så ikke, så jeg tuder ikke. Jeg regner med at sætte Type O Negative på om lidt, for jeg fik ikke hørt det i går, og jeg savner den fornemmelse, det giver i maven. Jeg savner musikken, den skønne musik. Er det egentlig ikke sjovt, at det næsten altid er sangeren i et band, der får flest fans af dem i bandet? Nu med Type O Negative; hvis Peter ikke havde været forsanger, men bassist, ville man jo slet ikke lægge mærke til ham, andet end hvis man vidste at han skrev sangene - som f.eks. med Martin Gore fra Depeche Mode. Man ved at det er ham, der skriver sangene, og derfor har man også fokus på ham. Men mange vælger forsangeren fordi han er frontfiguren... Det eneste band, jeg ikke har haft det sådan med, er Guns N' Roses. Slash og Duff McKagen betød lige så meget som Axl, mens Steven Adler/Matt Sorum aldrig rigtig betydning. Ja, eller Izzy eller Dizzy, for den sags skyld.
Og så synes jeg i øvrigt også, at det er sært at SÅ mange mennesker (alle jeg kender) udtaler "Depeche Mode" som "Depets Mode". Jeg hørte et program på P3 med Henrik Milling, der rent faktisk sagde "... Og de hedder altså Depeche mode, og ikke Depets Mode..." Jeg synes lidt at det giver sig selv, at det er Depesj Mode. Men hey - hvis folk (René, f.eks.) ikke er enige: dem om det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar