Hmm... Ja. Tror at jeg er rimelig tørlagt for ord... Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Men jeg ved ikke sådan heeeelt lige, hvordan jeg skal få dem ned. Jeg er i gang med at skrive diverse gamle kærlighedshistorier ind. De skal gemmes, og jeg har dem kun på papir.
Så det arbejder jeg på. Jeg skal ikke bruge dem til noget, som jeg vist allerede har nævnt, de kommer ikke op på hjemmesiden - jeg vil bare gerne have dem på computeren.
Ellers hygger jeg sgu fint nok. Jeg elsker at høre Type O Negative, men hver gang, jeg lige får et ledigt øjeblik og lægger mærke til vokalen, sådan rigtigt, slår det mig at Peter er død. Det skaber en ret voldsom tomhedsfølelse i mig. Det er ikke sorg eller tristhed. Bare... Tomhed. Jeg ved ikke, hvordan man forklarer det.... Men jeg sørger ikke længere. Jeg har accepteret det. Det er ikke nemt, men jeg lidt nødt til at komme videre. Så det gør jeg. Jeg tvinger mig selv videre. Jeg har jo også andre ting at se til, end et band, hvis sanger er død. Jeg har René at se til. Han har brug for meget omsorg. Jeg må simpelthen tvinge mig ud at sorgen. Og jeg føler at det er lykkedes. Det er heller ikke sundt at svælge rundt i den slags for længe. Men lige nu... er der tomhed i mit liv, selvom René og andre, jeg holder af, er der. Musikken mangler. Glæden ved musikken mangler. En vigtig del af mit liv er visnet. Mon jeg havde forventet at Type O Negative ville lave musik til jeg engang bliver gammel? Virkelig urealistisk. Jeg er bare ked af, at det stoppede nu - lige før en plade skulle indspilles, og så brat... Dybt chok.
Men jeg klarer det. Det er musik... Det er bare musik. Men når musikken er det vigtigste i mit liv, er det bare lidt svært at acceptere. Men jeg er sikker på, at jeg klarer det. Jeg er sikker på, at alt nok skal løse sig! Lige nu må jeg bare kæmpe mig ud af tomheden og den visne kærlighed til musik. Jeg skal have en musik-injektion, som kan vække mine visne blade. Og det skal nok komme. Jeg har bare ikke hørt det rigtige musik endnu. Det kommer. Lige pludselig er der noget, der slår benene væk under mig, så jeg igen glædes ved musik. Lige nu er min kærlighed til musik præget af savn, men - det går. For det gør det altid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar