"I know it's time to go now we've said hello"
D:A:D, "Are We Alive Here???"
Åh ja... Kedsomhed. Ain't that a bitch. Men hva' fa'en... Måske er det vitterligt sundt at kede sig lidt indimellem? Jeg så gerne, at det ikke var så utroligt kedeligt at kede sig. Jeg trænger til noget nyt, trænger til... Jeg ved det ikke. Min spontanitet er i bund. Jeg er absolut ikke i stand til at foretage mig ting, som ikke er planlagte. Men jeg har lyst til at bryde mit mønster, kaste mig ud fra et højt bjerg og håbe på at jeg lander på en silkeblød dyne af en sky. Svæve bort og opleve alt, uden selv at skulle deltage i det... Jeg keder mig.
Jeg vil gerne lave noget. Lige her, lige nu. Jeg vil gerne besøge Kim & Majbrit. Men de er vist lidt sure for tiden (på René). Så det kan jeg godt skyde en hvid pil efter. Men hvad med I morgen? Kan vi tage til Faxe og besøge Mor? Eller skal hun noget andet? Hvad med at ringe til min egen mor - bare for at snakke lidt? Hvad med, om vi tog ind til Renés mor i morgen? Men ak nej. Der sker absolut intet. Kedsomheden æder mig, og jeg har lyst til at tage mig en lang lur, men det går jo ikke... Det må jeg se i øjnene. Det går ikke at sove konstant. Det er en dårlig vane.
Jeg har glemt at tage kødet ud af fryseren. Med lidt held og koldt vand kan det nås endnu. Jeg skal jo bare have ordnet det inden vi skal spise aftensmad. Det behøver det ikke at være 100% optøet for. Madlavning er det, der må redde min dag. For jeg er ved at kede mig ihjel over at kede mig så meget.
Som Hamid engang skrev til mig i et brev: "Jeg er ved at dø af al den keddom" - ain't that the truth!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar