Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

torsdag den 13. maj 2010

I love it, I need it - I breathe it!

"Do you believe in forever? I don't even believe in tomorrow. The only things that lasts forever are memories and sorrow"

Type O Negative, "Unsuccessfully Coping With The Natural Beauty of Infidelity"

Jeg tænker stadig meget over Peters død. Jeg kan ikke glemme det, det sidder printet fast i mit hoved. Jeg hører deres musik hver dag, men... Det er ikke det samme længere, og samtidig er det. Jeg forstår ikke, hvordan mine følelser fungerer i den her konkrete sag, jeg ved bare, at jeg har svært ved at acceptere, at der aldrig igen skal komme nye toner fra bandet. At det er definitivt slut. Jeg savner Peter, men på grund af musikken. Jeg savner ham ikke som person, da jeg jo ikke kendte ham personligt. Men jeg savner spændingen over at vente på nyt materiale. Jeg savner glæden ved at høre nyt musik fra dem for første gang. Hver gang jeg lytter til Peters stemme, hvilket jeg jo så gør ved hver eneste sang, jeg lytter til med Type O Negative, tænker jeg på de gode stunder, de har givet mig. Jeg tænker ikke på, at deres musik fremover vil begejstre mig lige så meget. Det er sært.

"So you sit home, drinking alone, empty bottle in your hand. Don't even try to sort out the lies, it's worse to try and understand. You... You make me hate myself. I know you're fucking someone else."

Type O Negative, "Unsuccessfully Coping With The Natural Beauty of Infidelity"

Jeg elsker det band. Det vil jeg altid gøre. Og ja,"elsker" er det rigtige ord. Jeg ved at det lyder voldsomt, når det er et band. Det er "bare" musik. Men som jeg har beskrevet så mange gange før, så er det "min" musik, det er MUSIKKEN, den musik, der reddede mig ud af mit livs største hul, og jeg er evigt taknemmelig for deres hjælp -også selvom den ikke var rettet direkte mod mig. Teksterne er jo ikke skrevet til mig eller om mig. Men jeg har en idé om, at de lige så godt kunne være skrevet om mig, fordi mange af de følelser, der kommer frem i teksterne, netop er følelser, jeg selv har haft og/eller stadig har i mig. jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Men jeg behøver vel egentlig ikke at forklare det? Ikke for folk, som har prøvet at have sådan et "forhold" til et band, som jeg har til Type O Negative. Folk, der er die-hard fans, ved hvordan jeg har det. Og hvordan så mange andre har det, og hvordan så mange andre har haft det med musikere eller sangere fra andre bands igennem historien. Peter, Josh, Kenny og Johnny vil altid blive husket som det bedste band ever: Type O Negative!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar