Wauw. Det er længe siden, jeg sidst har skrevet. Jeg har haft det dårligt, rigtig dårligt. Psykisk, altså. Jeg havde en pause mellem 27. og 29. januar, og så er jeg tilsyneladende okay igen i dag. So far, i hvert fald. Men det gælder om at bevare optimismen. Det gælder om ikke at falde ned i depressionens trygge rammer, da det vil få psykoserne frem. Dårlig idé. Så jeg er i stedet fyldt med håb, glæde og optimisme.
Der er ellers ikke sket det store.Vi var til Cenneths fødselsdag i fredags. Det var ikke meningen, at vi skulle det, men vi ombestemte os i sidste øjeblik - og det var okay med Majbrit. Kim er stadig sur på René. Jeg ved ikke helt, hvor længe det venskab holder. Fødselsdagen i fredags var udelukkende for Majbrits skyld, fordi Cenneth er ligeglad, og vi vidste at Kim var sur på forhånd. Men vi ønsker ikke at miste kontakten til Majbrit. Casper, den dejlige dreng, skulle hjem til en pige... Hehe. Han var SÅ sød, når han snakkede om hende. Hvis jeg var 10 år yngre, havde JEG snuppet ham... Haha. Nej. Det havde jeg ikke. For så havde jeg ikke kendt ham. Og jeg er jo glad for René. Ikke at det betyder noget i denne sag.
I dag skal René til akupunktur for 2. gang. Han har yderligere 4 tider, mener jeg, men ellers 3. Tirsdag de næste 3-4 uger. Han smutter hen til sine forældre bagefter. Jeg har lavet en aftale med Anja den 15. februar, og det glæder jeg mig meget til. Det bliver superrart. Hvis I har glemt det, så er Anja min kusine. Hun er simpelthen så dejlig. Jeg er glad for, at jeg tog kontakt til hende igen. Det var også næsten 10 år, vi ikke havde talt sammen, så det var jo en hel omvæltning at se hinanden. Det er rart for os begge to, jeg tror, at vi havde savnet hinanden uden egentlig at tænke på det... Jeg er i hvert fald begejstret!
Jeg regner med lige at tage opvasken eller i hvert fald som det mindste lave den kolde kartoffelsalat, som jeg skulle lave i går. René har indtil videre besluttet sig for at blive hjemme. Han har mylderbæ. Han skulle have været inde og besøge sin mormor i dag, men hun er død i nat. Øv. Han nåede ikke at sige farvel. Men hun var ikke "til stede" så hun har nok ikke opfattet det alligevel. Men hvor er det ærgerligt. Hun var et dejligt menneske. 88 år er jo også en alder.
Det er bare noget lort for mig, for så kommer der en begravelse, og jeg er dødsensangst for kirker. Jeg magter det ikke sådan helt, men... Det er jo min mands mormor. Jeg bliver nok nødt til at hanke op i mig selv. Men der kommer også 2 konfirmationer i april eller maj, og det er lige i overkanten... Jeg må finde en måde at klare det på... På en eller anden måde må det lykkes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar