Jeg har tilbragt meget af min nat med at ligge vågen og spekulere på, om jeg skal ringe og snakke med min mor. Jeg savner hende i mit liv, og jeg græd meget, der i nat. Men jeg ville ikke vække René. Jeg tænkte tingene igennem. Forsøgte at se det fra alle vinkler. Pludselig slog det mig: Min far har to børn. Det er jo det, de kører på, ikke? Lige pludselig er min bror og jeg blev halvsøskende, på trods af, at vi aldrig har omtalt det som sådan, andet end for at forklare hvorfor vi ikke er vokset op i samme husstand. Min bror deler jeg far med. Men ikke mor. Min mor er MIN mor. Hun har kun ét barn - mig. Og alligevel. Alligevel vælger hun at tage min fars standpunkt i denne sag? Hvad sker der?
Læser I dette, mor og far? Truer du hende med noget, far? Eller er du virkelig så kold i røven, mor? Jeg faldt i søvn til sidst, men jeg er ikke kommet tættere på et svar. Jeg vil ikke have nogen af jer i mit liv længere, men jeg har brug for at I fortæller mig, hvad det er, jeg har gjort jer, som er så slemt, at I ikke kan elske mig længere.
Hvad gør, at man bare opgiver sit barn på den måde? Jeg ved godt, at jeg er voksen, men jeg er stadig hendes eneste barn. Jeg må snakke med René om det, måske ved han, hvordan jeg kan tackle det. For jeg kan godt fornemme, at dette er noget, der ikke "bare" forsvinder. Spørgsmålet er, om jeg overhovedet kan finde ro, før jeg har talt med min mor?
Jeg har ikke tænkt mig at ringe. Det er udfaldet. Jeg fik snakket med René om det, og mens jeg sad og fortalte om mine følelser, stod det mig klart, at det bare ikke er det, jeg ønsker.
Så mor og far - you wanted it. You got it. Feeling lucky?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar