... mestrer jeg ikke.
Jeg er noget så ... Jeg ved det ikke... Jeg er enormt... Hvad er ordet? Hvad leder jeg efter? Kender I fornemmelsen af, at man føler at man er tilstede i verden, men at der er et stykke glas eller plastic omkring, så man ikke kan "connecte" eller sådan helt få forbindelse til "The Other Side"?
Jeg var til psykolog i går. Jeg sidder bare og fortæller om mit liv. Når jeg går derfra føler jeg en lettelse. Men jeg kan ikke rigtig "mærke" om det er en lettelse over at snakke om det, eller om det er en lettelse over at det endnu en gang er overstået, og jeg kan gå derfra. You know?
Jeg føler en splittelse. Jeg føler at jeg glæder mig rigtig meget til min bryllupsdag, men samtidig synes jeg også, at 9 års ægteskab i en alder af 36 år får mig til at føle mig VIIIIIRKELIG gammel. Måske burde vi ikke have lagt så meget i at vi skal fejre det - I ved, vi har købt ekstremt dyre gaver til hinanden.
På den anden side er det også lidt som om det er meget vigtigt for mig at vise René, at jeg elsker ham. Ikke kun i form af gaver, men i form af at vi virkelig går "all in" i at fejre vores bryllupsdag, netop fordi vores hverdag er blevet lidt grå og trist.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre lige nu. Jeg har vitterligt, sådan næsten helt bogstaveligt, sovet hele dagen og aftenen med, og det eneste, jeg kunne tænke mig lige nu, er at gå i seng og sove videre. Jeg stod op 22:20, så jeg kunne give Emma mad, og jeg skal nok også skifte hendes bakke her om lidt, men så går jeg sgu nok også i seng.
Jeg ved, at René er meget ked af, at jeg sover hele tiden. Vi er sjældent "sammen". Dels fordi han ser ting i fjernsynet, der virkelig bare ikke fanger min interesse, og det samme gælder den anden vej, og dels fordi jeg sover ved enhver lejlighed, jeg får. Det er ikke nemt at være René. Jeg forstår godt, at han er frustreret. Det ville jeg selv være.
Men ved I hvad? Han husker stadigvæk at sige at han elsker mig hver eneste dag, og der har endnu ikke været en dag, hvor han har sagt det, hvor jeg har været i tvivl om, hvorvidt han har ment det eller ej.
Et skræmmende fakt: Jeg tog en overdosis af Kodimagnyl den 1. november 1998. Jeg blev kørt til udpumpning og var indlagt i 3 døgn. 11. februar 2001 mødte jeg René første gang, og han slog benene væk under mig, fuldstændig. I august 2002 indledte vi sådan et "friends with bennefits" forhold, og det varede frem til d. 13. august 2007, hvor vi officielt blev kærester, 2. september 2007 friede René til mig, og 1. november 2007 blev vi gift, og 3. november 2007 holdt vi en dejlig fest.
Men det er faktisk flere ting, som er sket den 1. november, af vigtige ting i mit liv, før jeg blev gift med René. Pudsigt. Fuck that shit, jeg går i seng. Jeg magter ikke mere nu alligevel. Jeg hader mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar