Haha. Jeg er et kompliceret menneske. En sætning som "... fordi jeg tager det medicin mod szicsophrenia og kan risikere at få et pcsykose. Medicinet er dyrt og jeg skal også til tandlægen. Godt jeg har en helbredskort, så jeg kan få en tilskud, for ellers ville jeg ikke have råd til at betale det tandlægeregning" sætter mit pis i kog, altså, jeg bliver vred - og hvorfor? For det første er han ikke dansker og det kan ikke kræves af ham, at kan lære grammatik (den/det, en/et), og for det andet staver jeg LANGT fra perfekt selv. Plus at jeg glemmer hele ord i de sætninger, jeg skriver. Sygeligt.
Men det er som om jeg forsømmer alt. Alle jeg skriver til, alt hvad jeg skriver på... Selv denne blog bliver forsømt. Det er virkelig bare så utroligt uncool. Det er bare som om jeg ikke kan finde gejsten. Jeg har ikke en skid at fortælle, selvom jeg burde have en masse at sige. Eller... "burde" er måske er forkert ord. Jeg er ikke et interessant menneske. Jeg ville nok være mere interessant, hvis jeg havde en interesse. Eller... det har jeg jo sådan set, den er bare ikke i udvikling pt.
Denne blog har stået åben i flere dage. Jeg bruger min tid på at forsøge at "overtale" mig selv til at få svaret på de e-mails, jeg får. Hamid sender jo i hvert fald mange. Men godt nyt er, at Katja jo i hvert fald er tilbage. Det er sgu rart. Hun blev 11. juli opereret - skulle have fjernet sin galdeblære. Jeg var temmelig nervøs. Men hun ringede da hun vågnede fra narkosen, så jeg faldt hurtigt ned igen. Hun er en skat!
Lige nu er klokken 17:22, og det er torsdag den 25. juli. Jeg er desperat efter at finde på noget at spise, det skal helst være noget, vi har hjemme. René er blevet lidt hudløs på lårene, så det gør ondt, når han går - jeg synes det er dumt at sende ham derned i dag. Vi kan lave hjemmelavet pizza. Det kunne da ellers være lækkert nok. Eller minipizzaer. Jeg spurgte Katja, og hun svarede minipizzaer, uden vi overhovedet havde snakket om en bestemt ret. Det må være skæbnen!
De kompressionsbind, jeg har på, er virkelig ubehagelige. Først gled de ned og gnavede på tæerne. Så foldede René dem lidt op, og nu sidder de og presser på fødderne, på vandet, og gør mere skade end gavn, tænker jeg. Jeg burde fjerne dem helt, og ringe til hjemmeplejen i morgen tidlig. Jeg skal have dem på helt til på mandag - det kan hverken de eller jeg holde til. Sur røv, men sådan er det altså.
Og jeg har - igen - glemt Hamid. Jeg må se at få skrevet til ham. Jeg kan ikke være andet bekendt. Jeg forsømmer ham rigtig meget, og jeg ved at han keder sig megameget - det er ærgerligt at han ikke får e-mails fra mig, når det er noget af det, der gør hans dag spændende. Ifølge ham selv. Jeg bliver NØDT til at få skrevet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar