Åh... Jeg bliver enormt berørt lige nu... Jeg sidder og græder, jeg har så ondt i mit hjerte, for jeg vidste slet ikke, at det stod så slemt til. René... Hans smerter er så voldsomme, at han næsten ikke kan holde ud at leve, altså, og jeg har bare taget dem som meget slemme - som de "plejer" at være. Men det er værre nu, og jeg har ikke set det. Jeg har så ondt lige nu, fordi jeg har tolket ham helt forkert og... Nærmest slet ikke set ham. Det er ikke René, som er uforskammet. Det er mig.
Tænk, at jeg ikke har beskyttet ham bedre... Behandlet ham bedre. Været der mere for ham. Jeg er en dårlig samleverske, en dårlig hustru. Jeg dur ikke til en skid, altså. Ingen "lad nu være". I ved, at det er rigtigt. JEG ved, at det er rigtigt. Jeg har det så dårligt med det her. Jeg hader at jeg har gjort det her imod ham. Hvad fanden bilder jeg mig ind? Hvad fanden?!
Jeg har lyst til at grave mig ned og dø. Bare ... Forsvinde helt væk. Men så er der SLET ikke nogen til at tage sig af ham. Det er lidt pest eller kolera for ham. En dårlig hustru, som ikke laver en skid, eller ingen hustru, som ikke laver en skid. Det er dog nok bedst med mig, for så har han lidt flere penge til ting som f.eks. medicin. Jeg er penge. Jeg er penge for ham, for jeg kan ikke andet. Så ussel er jeg.
Engang imellem ville jeg ønske at han kunne gøre bedre. Også selvom jeg vil dø for ham. Det behøver jo ikke at betyde, at jeg er den, der er bedst for ham. Og det er jeg ikke.
Og nu går jeg et andet sted hen og pudser næse, så han ikke opdager at jeg græder. Det skal han ikke have det dårligt også. Den stakkels mand. Åh, gud, hvor jeg dog elsker ham. Jeg vil så gerne gøre noget... Der er bare intet... Min elskede dør af smerter, og jeg sidder bare her og leger med papir. Hold kæft, mand...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar