Jeg har snakket med hende. Hun forklarede mig, hvordan tingene hænger sammen. Hvad der foregår osv., og vi er blevet gode venner igen. Det var skønt at tale med hende. Det var sådan... som at komme hjem, næsten. Det VAR som at komme hjem.
René bliver ikke rask nok til at tage afsted i morgen, men han vil forsøge at få Anders til at køre ham derned og hente ham igen. Jeg synes at det er voldsynd for Nadia, hvis René aflyser igen - så er det andet år i træk. Han er nødt til at tage derned. Han er syg, ja, men hvis han ikke spiser noget mens han er der, og holder sig til vand, ja, så kan han godt klare 3-4 timer. Jeg er sikker på, at Anders gerne vil hjælpe, hvis han har mulighed for det. Jeg satser på det. For at skuffe Nadia igen... Det går bare ikke. Det gør det simpelthen ikke. Jeg ved dog ikke, hvad jeg ellers skal gøre, for at få ham derned. Det er jo en forholdsvis lang tur. Men det må vi se på i morgen formiddag.
Jeg er også snart på vej i seng. Er ret træt. Har reddet mig selv fra et krampeanfald ved at lægge mig i sengen i god tid, og lige slappe af indtil faren var drevet over. Så jeg fik ikke anfaldet, og spiste i stedet lidt mad og så en film sammen med René. Den var egentlig jammerligt dårlig. Men de første 10 minutter var fede nok. Øv for det. Det er snart midnat, og så er der jo alligevel passende at gå i seng. Jeg skal altså også i bad i morgen. Men den tid den glæde, right? Hehe.
Jeg elsker min mand, men hvor vil jeg gerne have ham rask. Det er dog alligevel meget rart at han har "ekstra" brug for mig. Elsker at være behøvet. Det er altså rart. Jeg føler mig som en vigtigere del af hans liv. Fuck hvor sygt. At jeg har det godt fordi han har det skidt?! Der må være noget galt oppe i roen på mig!!!
