Jeg forstår René. Jeg forstår også min far. Men kun min far forstår mig. Hvorfor gør René ikke? Kan han ikke se, hvor ondt, det gør? Jeg føler mig så alene, lige nu. Jeg føler mig ensom og ligegyldig. Jeg hader det her. Det er sgu da også irriterende. Jeg ville ønske at jeg ikke kendte til den e-mail, men er alligevel glad, så jeg kan afvise min fars udstrakte hånd på en pæn måde. Jeg er hans datter, det vil jeg altid være, og at René ikke vil have noget med dem at gøre... Kan jeg ikke gøre noget ved. Men det smerter mig. Jeg forstår godt René, men jeg har så ondt i sjælen lige nu. Sådan, for real. Jeg sidder da også og småtuder lidt i det skjulte. Jeg kan ikke magte det her. Måske er det bedst, hvis jeg bare dør? Måske både mine forældre og René ville have det bedre. Sjovt, som det er mine forældre, der skaber afstand mellem René og mig. Hvorfor gør han det, René? Lader dem forstyrre ham så meget, at han ikke længere er i balance og føler at han skal straffe mig for deres dumheder? Jeg magter det ikke. Jeg har det pissedårligt. Jeg vil hjem til mine forældre - men jeg vil også være her... Hvad gør man så? Ja, jeg er godt klar over, at jeg er nødt til at blive her. Men... Åh... Jeg har så ondt af min far. Den dejlige mand. Som René vælger at skide på. Fair: Min far har ikke altid behandlet René pænt, og det har resten af min familie heller ikke... Jeg kan godt forstå at han er vred. Men det er 2 år siden nu. Hvad er der galt med, at lade fortid være fortid - for sin elskedes skyld? Betyder jeg ikke nok for ham, siden han ikke vil gøre det her for mig?
Dømt til ulykkelighed. Wauw. Misund mig lige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar