Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

fredag den 20. april 2012

Hjemmehjælp...

Så har "hjemmehjælps-teamet" været her. Vi får hjælp til opvask, madlavning, tøjvask og gåture. Det sidste er mest for mig. Så kommer der en og går med mig, jeg ved ikke hvor langt, men det må jo afklares efterhånden. Jeg forestiller mig en tur med supermeget pinlig tavshed. Men jeg vil gerne ud at gå. Også selvom det ikke er sammen med René. Men hvis jeg bliver trænet mere op, får jeg måske mere lyst/overskud til at gå sammen med René. Det er nok sværere at sige fra, hvis der kommer en og kræver  at man går en tur.

Det er bare så ydmygende, ikke? Jeg mener... Hjemmehjælp. Knapt 32 år. Faste wc-besøg. Bleer... Jeg ved ikke helt, om det er i orden med mig. De to, der var her i dag, var søde nok. Den ene, Lone, kommer i morgen og hjælper mig med madlavning. Den anden, Marethe eller Magrethe eller hvad pokker, hun nu hed, havde intet begreb om, hvad hun lavede. Hun var angiveligt ekspert i at udfylde de dér skemaer, vi skulle udfylde i går, og var med, fordi mit skema ikke stemte overens med...? I hvert fald skulle jeg udfylde det på ny, og kun tegne grønt på de ting jeg ikke KUNNE, og med gul på de ting, jeg ikke ORKEDE. Det er lidt misvisende.  Hun tog slet ikke mine sygdomme i betragtning og var faktisk ret ligeglad med, at jeg er psykisk syg og har epilepsi. Hun snakkede om det, som var det en forkølelse, der ville gå væk igen. Hun var faktisk ret ubehagelig. Jeg brød mig bestemt ikke om hende, og det gjorde René heller ikke.  Men den anden, Lone, er så mægtig flink. Jeg er ikke særlig begejstret for, at vores kontaktperson er så ung, som hun er. Maks 23-24 år. Jeg kan bedre lide at snakke med folk på min egen alder eller lidt ældre - i virkeligheden. Jeg kan ikke sådan helt relatere til yngre mennesker, andet end på nettet. Men Christina er så den unge, og hun er jo mægtig flink. Det er hun. Hun var her i går. Men... Ja. Ung, det er hun i hvert fald. Men det er nok mig, som har fordomme. Måske kan vi få nogle gode snakke. Måske er det slet ikke hende, der kommer ud og hjælper os, men blot er vores kontaktperson?

Jeg glæder mig til at få varer i dag. De skulle komme mellem 19-20. Bleerne kom ikke i dag, så de kommer nok først på mandag. Jeg skal starte på noget fysioterapi her om nogle uger, ang. bækkenbundsøvelser/knibeøvelser, og så kan det være, at jeg slippe bleerne, eller i hvert fald komme ned i en mindre størrelse. Det lyder fint nok. Bortset fra, at jeg ikke sådan... Jeg mener... De bækkenbundsøvelser eller knibeøvelser skal ske på et hold. Det er jeg ikke interesseret i. Så på mandag ringer jeg dertil, og spørger hvorledes det kommer til at foregå. På den anden side vil de kontakte mig inden for 10-20 dage. Det er jo bare skørt, hvis de ikke har fået at vide, at jeg skal have "privatundervisning" - hende, der ville sende mig til fysioterapi sagde, at der muligvis er mulighed for det. Men jeg vil gerne være sikker. Så jeg ringer på mandag. Britta (Renés rådgiver på arbejdsprøvnings-centeret) kommer muligvis på mandag. Jeg er spændt på, hvilken praktikplads, de har fundet til René. Han har 2 uger tilbage på centeret, så skal han i praktik i 10 uger. Britta har svært ved at finde en praktikplads, der kan imødekomme Renés arbejdsevner. Derfor glæder jeg mig til på mandag, for det kan være, at hun har fundet noget, han kan.

Som jeg skrev, har min far fødselsdag i dag. Jeg ringede til min mor klokken 17, og min far er hjemme klokken 19. Sør'me om hun ikke havde glemt hans fødselsdag. Haha. Så jeg mindede hende om det, og nu har hun klædt sig pænt på og er i gang med at lave mad - min far er jo så hjemme lige om lidt, og jeg ringer til ham om 2 minutters tid eller deromkring. Jeg glæder mig til at ønske ham tillykke. Han er en dejlig far - uanset hvad alle andre siger og tænker. Ja, han flipper ud og skriver hadske e-mails til mig engang imellem. Min far er hidsig og opfarende - ligesom jeg er. Så på det punkt er vi ens, og jeg tilgiver det hver gang, for det kunne lige så godt have været mig, der havde skrevet den slags til ham eller en anden.

Nu vil jeg ringe til ham, og vente på at mine varer ankommer. Yay!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar