Brev til min bror

Hej Mark.
Vi har aldrig haft et tæt forhold, og det er jeg egentlig ked af. Det kunne have været fedt, hvis vi rent faktisk kunne føre en samtale. Men vi har intet at snakke om, og hvis du siger noget til mig, bliver jeg rød i hovedet og sveder, fordi jeg er bange for at lyde dum, når jeg svarer. Det er jo dødærgerligt, at jeg føler det på den måde - jeg tror også at du synes at vores forhold er akavet.
Da jeg var barn, ville jeg så gerne lege med dig. Men du sagde altid nej. Syv års forskel er måske også meget. Da jeg var 7 år og ville lege, var du jo 14, og så gider man selvfølgelig ikke at lege med sin lillesøster/bror. Du gad i hvert fald ikke. Mens vi voksede op, snakkede vi stort set aldrig sammen. Du havde dit og jeg havde mit. Vi udvekslede musik til jul og fødselsdage.
Da du tog til Kroatien som FN soldat, var jeg ikke med for at sige farvel, som alle andre var. Jeg ville hellere være sammen med min veninde. Men du skrev breve til mig, og jeg svarede. Du kom hjem til min nonfirmation/14-års fødselsdag, og du havde Anja med, din kæreste, som jeg straks fik et godt forhold til. Anja og jeg snakkede bare supergodt sammen. Indtil I fik Iben. Så kunne man føre en samtale med Anja, der pludselig blev afbrudt af snak til Iben, som f.eks. "Har du fundet en boldt, Ib'sen? Kom herhen med den, så kaster mor den" - og så var tråden tabt. Det blev ikke nemmere, da Mads blev født.
Vi så hinanden til jul og fødselsdage. Det var ligesom dét. Da I flyttede til USA, syntes I ikke at jeg skulle have det at vide personligt. Da I var på ferie i Danmark, skrev jeg tilfældigt en e-mail, som du svarede på, og sagde at I var i Danmark, havde været det en uge, men tog hjem "i morgen". I havde slet ikke tænkt på, at jeg muligvis gerne ville se jer.
Når jeg skriver e-mails til jer, svarer I kun med en enkelt linje eller to. Jeg er efterhånden ved at opgive at skrive til jer. I har vist mig, at I ikke ønsker kontakt med mig, selvom I siger noget andet.
Vi har aldrig haft et godt forhold, men jeg troede aldrig, at det ville stå så slemt til, som det gør nu. Det er umuligt at redde det nu, og I har ikke tænkt jer at komme hjem igen. Fair nok. Forvent ikke, at jeg rejser til USA for at besøge jer, når I åbenbart ikke er helt sikre på, om I ønsker min kontakt. Iben og Mads kan ikke kende mig længere. Nej, jeg synes ikke, at jeg vil bruge mine surt sammensparede penge til en rejse til USA.
Så et eller andet sted slutter det vel her? Jeg håber at I har og fortsat vil have et godt liv.
Mange hilsner fra Rikke