Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

mandag den 5. juli 2010

Brev til mine drømme

Kære Drømme.
Jeg tænker ofte på jer. Alle jer, som presser jer på, når jeg har allermindst brug for det, men som også altid er der, når jeg har brug for jer. I har reddet mit liv op til flere gange. I har altid været tilstede, så langt tilbage, jeg kan huske, selvom I engang imellem skifter farve.
Hvis det ikke var for jer, ville mit liv være farveløst. I holder mig gående. I sørger for, at jeg har noget at stå op til hver dag - noget så simpelt som drømmen om at dagen efter vil blive endnu federe end dagen forinden. I er alle sammen fantastiske. Jeg husker dig, som brændte for at blive psykolog, dig, som brændte for at blive dansklærer, dig, som brændte efter at blive forfatter. Men jeg husker også dig, der gerne ville være soldat, dig, som ville være bokser - og dig, som brændte efter at blive manager for Megadeth. Der har været så mange af jer. Jeg har ikke glemt nogen af jer. Jeg husker jer, og det vil jeg altid gøre.
Drømme som jer får livet til at gå sin gang, I får verden til at dreje rundt - både for mig, og for alle andre med drømme. I har gjort underværker for mig. Kan I huske, dengang jeg troede at I alle sammen havde forladt mig, og at jeg var ganske alene? Hehe. Det ved jeg nu, at jeg ikke var. I var der hele tiden, jeg kunne bare ikke genkende jer. I tog en anden form, end hvad I ellers havde haft. Det var en svær overgang. Men I afslørede jer selv for mig. Det er jeres fortjeneste, at jeg er lykkelig nu. Hvis det ikke havde været for jer, var jeg muligvis aldrig blevet lykkelig. men I holdt mig oppe.
Jeg vil gerne takke jer. Jeg har rigtig meget at sige tak for, men jeg vil bare nøjes med et ganske enkelt "Tak!"

KYS fra Rikke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar