Jeg vil gerne skrive noget dybt fantastisk og genialt, fortælle jer noget, som ingen før mig har kunne udregne. Skrive noget, som får hårene til at rejse sig på jeres hoveder, og få sveden til at dryppe af panden. Noget, som give jer kuldegysninger og får jer til at dåne. Men ...
... sandheden er, at jeg ikke har noget at sige. Ikke nu, i hvert fald. Jeg er ikke blevet væk, jeg har bare intet at fortælle. Jeg spekulerer stadig en del over det dér lægebesøg på onsdag. Hvordan skal det dog ikke gå? Og hvordan skal jeg komme hjem? Hvis han vel at mærke fjerner den på onsdag? Kan jeg sidde ned? Kan man sidde, når man er blevet brændt i røven? Eller får jeg noget salve, der kan dræbe den? Skal der tages en biopsi? Åh... Alle de mange bekymringer over en dum hæmoride. Som forhåbentlig ER en hæmoride, og ikke en cyste af en art. Eller en tumor. Åh... Kan I høre det? Nu ruller hypokondrien frem i mig, og i morgen kan man nok slet ikke nå ind til mig.
Jeg ønsker lige nu bare at det var overstået. Og at der ikke var en opvask der stod og skreg på mig! Dumme, forpulede lorteopvask! Jeg er sulten, men spiste aftensmad for ½ time siden. Arh, jamen, det kan jo ikke være rigtigt, altså. Dumme ... Det der nu gør, at jeg allerede sidder og er sulten igen! ARGH!
Og så vil jeg da gerne sende en hilsen til Cole, som har en skidt dag. Det skal nok gå i orden igen, alle dage er ikke lige gode, og det er okay at sige at man har en dårlig dag.
Ellers? Så er jeg skredet! I hvert fald for nu. Jeg savner Joseph, det kunne være awesome, hvis hun kunne komme snart. Men det er jo ikke alting, man selv bestemmer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar