Min mor - er hun så dårlig som nogen siger?

Jeg bliver hver eneste dag mødt med kritik af min mor, fordi min mand er irriteret på hende, og synes hun er en dårlig mor. Hver eneste dag ringer jeg til min mor, som ikke sådan rigtig gider at tale med mig mere end maks 2 minutter. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg efterhånden skal tænke. Men jeg har i hvert fald mange minder, som er dejlige, og som jeg bliver glad ved at tænke på. Jeg kan godt huske, at jeg spillede badminton med min mor, men ikke situationen på billedet. Jeg kan huske, at Moster Edel og Onkel John, som ejede grunden, vi stod på, havde en lille kost, som jeg brugte til at feje fliserne, vi stod på. Hvert år, når vi kom derned, var de fyldt med grannåle, og jeg elskede at feje dem væk. Det er langt over 20 år siden, og jeg elsker ikke at feje længere. Men min farmor og hendes søster Edel snakker om det hele tiden, når jeg er i rum med dem begge samtidig.

Min mor har lavet en del fejl i opdragelsen af mig. Men hvad er "fejl", og hvem har bestemt at hun har begået dem? Hun har ikke sat spørgsmålstegn ved, at jeg tapede øjnene til med hvidt karton på mine plakater, men da jeg blev deprimeret, købte hun "Johannesdråber", et naturpræparat til at hjælpe mod den slags, samt "Baldriantabletter", også naturpræparat, til at modvirke søvnløshed. Hun havde ikke set tegnene på skizofreni hos mig. Jeg ved, at Renés mor og søster for slet ikke at tale om René selv, er meget forargede. Hans søster havde allerede da hendes søn var barn, fået ham igennem diverse undersøgelser fordi hun mente at han var psykisk syg. Hun havde 2 andre børn, samt meget tæt kontakt med sin mor, som hjalp med at opdrage ungerne. Hvorfor så min mor ikke tegnene hos mig?

Jeg kan godt se hvorfor, faktisk. Jeg var hendes eneste barn. Hun havde intet at sammenligne med, og hun var alene om det. Jeg ville sikkert se det hos mit eget barn, fordi jeg vidste, hvad jeg skulle kigge efter. Men hvis DU fik et barn, intet vidste om psykisk sygdom og ingen grund at til tro det om det eneste barn, du havde - ville du have opdaget det? Jeg forstår min mor 100%, og jeg klandrer hende INTET. Hun har intet at skamme sig over, selvom hun skammer sig sygeligt meget. Nu er der visse mennesker som mener at hun lider af det samme som mig, i mildere grad. Det er noget pjat.

Selvom jeg lige så stille vokser fra min mor, hvilket jo et eller andet sted er en god ting, synes jeg stadig at hun er en dejlig mor, og jeg synes ikke, at hun har gjort noget forkert. Tag René. Ville han elske mig, hvis jeg var anderledes? Sikkert ikke. Ville han overhovedet kende mig? Sikkert ikke. Så han kan jo takke min mor for, at jeg er endt, som jeg er. Han kan sige, hvad han vil om min far. Min far er en mærkelig mand, men jeg har lært at elske ham. Det er ellers ikke noget, jeg har praktiseret igennem hele min barndom og ungdom. Men her på mine gamle dage er han sgu groet ind på mig.

(Nej, det er ikke makeup. Jeg var så lys i huden. Man er godt gemt væk på ung.psyk.)