Jeg ... er i en mærkelig situation. Jeg har i dag fået en fødselsdagsgave af mine svigerforældre. Mine egne forældre vil også give mig en, men er ilde set. Jeg "må" ikke give gaver til min familie. Det er et kompromis, jeg har været nødt til at indgå for at mine forældre og min farmor kan give mig gaver. De bliver nemlig rigtig kede af det, når jeg siger nej. Og det gør mine svigerforældre også. Men de har René i ryggen. Det er en virkelig dum situation, jeg står i. Min familie har altid praktiseret at give hinanden gaver. Alle gav hinanden gaver. Nu giver ingen gaver til andre end ungerne. Og det hele - skyldes familiefejden. Den bliver "tungere og tungere". Nu er det sådan, at jeg bliver psykotisk, når jeg har været nede hos min mor og far. Det har René observeret. Men det er ikke rigtigt. Jeg kan ikke åbne munden og sige noget, uden der kommer 3 års galde over min far. Det samme med min mor. Han accepterer min farmor og respekterer Mark og Anja. De fleste af de ting, han siger, er sjove, og jeg kan ikke lade være med at grine ad dem. Men hvorfor siger han de ting? Vil han gerne have, at jeg skal hade dem? Han forstår ikke, hvorfor jeg ringer til min mor, og han synes at jeg er dum, hvis jeg stoler på noget, de siger til mig, som de ikke overholder, allerede inden de har sagt at de ikke kan alligevel. "Jeg sagde det jo". Men det med gaverne går mig på. Jeg vil gerne købe nogle små gaver til min familie, til f.eks. 100 kroner, men det er forbudt? Samtidig må hans familie gerne overdænge mig med gaver? "Jamen, de er jo fra Mikie" - hunden. Jeg er ved at være godt træt af det, men jeg gider ikke at tage en større diskussion omkring det, så jeg forstætter med at lave mine gaver selv - barnlige, kreative ting fra en kvinde på 32 år er vel altid noget, man kan bruge :(
Er der nogensinde nogen, der har tænkt over, hvor de grønne slikkepinde er blevet af? I min barndom kunne man få dem i gule, røde, grønne og lakrids. De dér ganske almindelige slikkepinde. Nu ser jeg dem kun i røde, gule og lakrids. Er det grønne smags- og farvestof, de brugte i de grønne sodavand også det, der var i de slikkepinde - og var det virkelig så farligt, at de efter 10 år endnu ikke har fundet en ordentlig erstatning? De grønne slikkepinde var de bedste. Især dengang de kun kostede 1 krone! Haha. Men så var al det andet slik jo tilsvarende. De tyggegummier, man købe enkeltvis, kostede 25 øre. Da jeg flyttede fra København og ud på landet, Solrød Strand, blev jeg en totalt led møgunge, og en dag stjal jeg 100 kroner i min mors pung. Og så gik jeg ned til købmanden ("Dit Nærkøb") og valgte slikkepinde, tyggegummier, lakridser, spejdersnus, MiniMuh og alverden andet slik. Jeg gik op til kassen og smed det hele på båndet. Niha eller Nihal (kan ikke huske det - men hun var tyrkisk og gudesmuk) så på det med store øjne og så på mig, så på slikket igen. "Hvor meget er der for?" spurgte hun. "Omkring 100 kroner" svarede jeg, og jeg betalte 100 kroner og gik hjem.
De var sgu ellers meget søde dernede. Jeg var dernede en dag, i frikvarteret, for at købe ½ liter Pepsi Max (glasflasker dengang - yeah. Da plasticflaskerne kom, var alle totalt vilde efter at prøve at drikke af en). Der var hedebølge og jeg svede som jeg ved ikke ved. Deres kølebokse kølede alle skoleeleverne ned, og da jeg skulle til at gå, spurgte jeg Suleyman (mener at det var hans navn) om jeg måtte låne pengene til en is, og betale dem tilbage, når jeg skulle ned og købe ind senere. Han nikkede, og jeg tog en kæmpelæske. Jeg skulle ikke derned senere, men jeg havde den 7 kroner med dagen efter. Han sagde "Vil du arbejde her om lørdagen?" og jeg svarede OK, for 200 kroner om ugen var sgu fedt nok. Det endte med at jeg tog søndagen med, og tjente 400 kroner. Sort, selvfølgelig, ellers have beløbene ikke set sådan ud. Jeg fik 50 kroner i timen. Ikke specielt meget - men jeg måtte spise og drikke alt det, jeg ville, mens jeg var på arbejde. Så var det egentlig cool nok :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar