Jeg er her ikke. Men jeg vil lige skrive dette ned, så jeg ikke glemmer det, for jeg forstår ikke, hvorfor hun spinder sig ind i sit eget spind. Jeg snakkede med min mor om den dér løgn, der var tale om tidligere på måneden. Jeg sagde det direkte "Hvorfor sagde du det, når det ikke passer?" Så begyndte hun at sige at jeg sad og forestillede mig det, og at hun aldrig havde sagt det. Jeg sagde nej. For det var ikke en psykose, og det var ikke en drøm. Så kom hun til sidst frem til, at hun bare havde "ikke havde tænkt over at han VAR kommet hjem, da vi snakkede sammen" - Helt ærligt. Kan man synke lavere? Jeg føler mig pludselig... Jeg godt, at det her lyder sært, og det er det også. Men jeg føler mig som den "voksne" i den her 3-personers familie, 4, hvis vi tager min farmor med. Jeg har hele tiden bare "fulgt med". Men nu hvor jeg taget hende direkte i en løgn 2 gange i træk, så føler jeg pludselig mere voksen, jeg føler mere styrke og tror mere på mig selv. Jeg ved som sagt godt, at det lyder sært. Men det er det ikke for mig. Min mors løgn gør mig stærkere. Det betyder dog ikke, at jeg foretrækker at hun skal lyve fremover. Jeg har altid holdt af vores snakke, men nu sidder jeg tilbage og tænker "Hvor mange af dem er opfundne, fra hendes side?" René mener at hun er psykisk syg, og at jeg har fået min skavank fra hende. Det vil jeg ikke gisne om. Jeg vil dog sige: man lyver ikke. Slut færdig. Det er ufedt af lyve. Totalt uden stil.
Okay, jeg smutter igen. Nu, hvor jeg har sneget mig til at skrive et indlæg, behøver det jo ikke at være så langt. Jeg skal jo fortælle René om det, når han vågner. Hm... Måske jeg skulle vente til han vågner?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar