Det kan godt være, at der er gået 5 timer siden jeg blev løjet for. Men jeg er stadig vred. Jeg ringede til min mor for at fortælle hende noget ang. min fars gave, så jeg startede med at spørge om han var i nærheden. Hun sagde "Nej, han er ude at køre." Jeg svarede "Okay. Så prøv at hør her..." og så fortalte jeg hende om min gode idé. Så sagde hun "Nu vil jeg gå ind i stuen og tænde for fjernsynet. Far sidder ovenpå og ser fodbold." WHAT THE FUCK?! For 3 dage siden sagde hun, at jeg uden at tænke over det skulle ringe til min far, hvis jeg havde brug for at komme til psykiatrisk skadestue eller noget. Så ringer jeg nu, og så siger hun, at han ikke er fucking hjemme, allerede inden hun havde hørt hvorfor jeg spurgte! Yes, my friends. Det er min mor. Min MOR. Hun er... Jeg er så vred, og jeg bliver ikke mindre vred. Jeg er faktisk pissed off, og jeg er SÅ forbandet træt af dem. Ej, men I fatter det slet ikke. De er altid til besvær. Og min mor "Jeg savner dig sådan" - nå? Kan det mon være fordi vi ser hinanden maks 3 gange om året, selvom vi bor 15 kilometer fra hinanden? Jeg kan ikke komme ned til dem; ingen offentlige transportmidler. Men min far kører forbi her hver eneste skide dag. Ikke engang når hun har ferie ser jeg dem. De skal altid "slappe af" - og de kan åbenbart ikke slappe af en eftermiddag i deres datters selskab. Jeg ringede til min farmor i går. Det første hun siger er "Ja, vi har jo heller ikke snakket siden i torsdags". For fa'en. Jeg ringer til hende stort set hver eneste dag, men der har været en weekend med sygdom, jeg har haft det virkelig skidt, og alligevel er hun skuffet over, at jeg ikke har ringet, selvom hun siger, at hun ikke er.
Jeg forstår ikke den familie. Det gør jeg ikke. Lidt ligesom når René ikke længere forstår sin. Vi er blevet for indspiste til at være sammen med andre mennesker, for vi har vores egen jargon, vi snakker åbenbart på en måde, som ingen andre end vi selv kan se det sjove i, og vores humor er vist lidt for sort i forhold til andres. Det kører ikke helt for os. Men det kommer vel, når/hvis René begynder at tage kurser i forskellige ting, som han har snakket om. Så møder han jo andre mennesker, får nogle nye inputs som han kan læsse af herhjemme. Han har fået en festinvitation til den 4. maj, men han vil ikke tage med fordi det er min fødselsdag, og det er jo komplet ligegyldigt - vi kan holde den en anden dag. Vi holder hans den 5. april, når han har fødselsdag. Vi inviterer hans forældre på frokost. Så slår vi den sammen, så det er en hyggedag for os begge to - men INGEN gaver. Heller ingen snydegaver fra hunden. INGEN gaver. Bare hygge til en god frokost. Dejligt. Sådan skal det da være. Men der er lidt tid til 5. april, så den tid den sorg :)
Mine hænder brænder op. De har normal farve, men de føles som når man kommer ind fra en snestorm uden vanter og ind i en varm stue med optændt brændeovn. Det er bare vildt. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at smøre dem ind i creme, men jeg skulle måske lade koldt vand løbe ned over dem? Jeg kan ikke engang spørge René, det søde væsen, for han er faldet i søvn. Han har sovet meget af dagen, og jeg burde vække ham. Men klokken er 23:50,og teknisk set burde JEG gå i seng, for jeg har ikke sovet ud over de tre timer i morges. Det kan da godt være, at jeg lige skal pakke sammen og gå i seng. Jeg må lige se på det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar