Hver en celle I + II

Jeg vil gerne skrive om, hvordan jeg har det - men jeg har allerede gjort det. Et andet sted. Derfor vil jeg undtagelsesvis sætte teksterne ind (som er fra i går og i dag), og sige undskyld til dem, som følger med i begge blogs.

Torsdag d. 21. november
Ja. Ja! JA for fa'en! Sikke en dag! En helt almindelig, skide kedelig dag, og jeg sætter mig foran computeren og kaster mig ud i at høre musik, blogge, e-maile og hvad jeg nu ellers plejer - og det føles som om jeg har kastet mig ud fra en høj, høj, klippe, og er landet på ryggen af den smukkeste, mest fabelagtige, ildspyende drage, som svæver på sine smukke vinger, højere, lavere og højere igen! Hvilken rutchetur, hvilken rus af lykke, blodet bruser i mine årer, og jeg mærker at jeg LEVER! Jeg er i live, jeg eksisterer ikke blot, jeg er i live, jeg er højere end himlen, jeg når helt ud til universets yderste grænser, hver eneste celle i min krop er levende, hver eneste celle i min krop rækker ud efter endnu mere end blot det, den har, og den breder sig - sammen med de andre celler! Snart vil jeg bare være et kæmpe hav af energi, fordi min krop slet ikke rumme al den lykkerus over en ganske almindelig, kedelig dag - for dagen er 100 gange bedre end dagen i går, og det er dage som den, man skal huske, fordi dage som denne står frem og bliver eventyrlige! Jeg ved sgu godt, at jeg har koks i hovedet, jeg ved sgu godt, at jeg at svære menstruationssmerter, ondt i anklen og i ryggen - men jeg LEVER! Læs det, sig det højt, smag på det, tænk det! JEG LEVER! Gårdagen har tændt en gnist i mig, og jeg flyver endnu højere end jeg gjorde før! Gnisten er blevet til en flamme, og sammen med min drageven, spyer jeg ild over den åbne dal, jeg flyver over! "Højt at flyve, langt at falde" siger man. Jeg falder ingen steder. Min plads på dragens ryg er fast. Jeg skal sidde her indtil den næste dårlige dag, og jeg falder. Men jeg ved, at min drageven vil flyve under mig og gribe mig inden jeg rammer jorden, samle mig op igen og flyve mig herop igen - højere end nogen er fløjet før mig!

Fredag d. 22. november
Jeg har siddet og halvsovet på stolen i en halv times tid. Men nu er jeg her igen. Til stede. I live. Levende. Svævende. Som jeg beskrev i går i "Hver en celle", har jeg igen i dag kastet mig hovedkulds ud fra en klippe, uden at vide hvad der vil ske. Og igen i blev jeg grebet af den smukke, fabelagtige og højtflyvende drage, som flyver både højt og lavt. Et hul forude, og dragen og jeg flyver igennem det, og ind i en anden verden, se! De smukkeste blomster i alle regnbuens farver, og farver, som jeg slet ikke kender, deres stilke snoer sig op ad gamle bygninger, de ejer dem, og græsset står grønt og frodigt. Små og store blomster, jeg har aldrig set deres arter før. Små insekter summer omkring ørerne på mig og suger næring fra de mange millioner af blomster, det er vidunderligt, solen skinner, her er varmt nok til, at det hele kan vokse, men ikke varmt nok til, at jeg har det for varmt. Det føles som om denne verden er skabt kun for mig. Se! Længere oppe, en zeppeliner! Smukt malet, blomster over det hele, piloten stikker hovedet ud af vinduet og råber "Hej Aagren!" mens hun sejler videre hen over den smukke, beplantede dal.Jeg flyver på dragens ryg, og han finder hullet igen, svurp! Vi er tilbage i min verden igen, og jeg ser pludselig alt det smukke, jeg ikke havde set før. De høje træer, jeg flyver over nu, de grønne enge, de gule kornmarker... Det er så smukt, og jeg  kan ikke holde min glæde over at være i live inde! Jeg læner mig frem og giver dragen et knus, og den nikker, mens den flyver højere og højere endnu. Springer alle grænser, lader ingen rammer stoppe den.Jeg suser afsted mellem stjernerne, og jeg elsker det, jeg elsker at leve, min krop står op i en lys lue, fordi alle de mange celler, der befinder sig i min krop, er ved at sprænges af en energi så voldsom, blot fordi jeg er i en rus af lykke. Denne dag bliver en af de rigtig gode.