Godmorgen, læsere.
I dag har jeg lyst til morgenmad. Derfor spiser jeg om lidt krydderboller. For at forkæle mig selv, for jeg er jo normalt ikke den store morgenmadsspiser. Men to varme krydderboller, når jeg sidder i iskoldt gennemtræk må være sagen. Det er egentlig også mærkeligt, at jeg sidder i gennemtræk, når jeg har ondt i ørerne? Hm. Jeg har hovedtelefoner på. Det hjælper vel på det.
Jeg har fået en pludselig opstået trang til at lytte til Type O Negative. Aahh... Brings back memories... "Christian Woman" spiller lige nu, og jeg får en form for... "nu er jeg kommet hjem"-agtig følelse. Den følelse, "Bloody Kisses"-pladen bringer op i mig, er rigtig rar. Jeg føler mig hjemme. Velkommen. Længe ventet. Jeg var været væk i et godt stykke tid. Nu er jeg tilbage.
Men ellers går jeg rundt og er i vildrede. René er de sidste par dage begyndt at råbe og skrige urimelig meget af mig, og han er ekstremt hidsig. Jeg ved godt, at det er en kombination af hans smerter og min evne til at gøre tingene på en nem måde, men altid skal gøre det sværere for mig selv. Jeg irriterer ham, og han magter mig ikke. Det har jeg fået smækket i hovedet i et par dage. Lækkert nok, ikke? "Jeg magter dig ikke!" fra ens mand. Jeg skulle have valgt det dér behandlingssted, frem for at komme hjem. Det går ikke, det her. Vi ender i den helt forkerte grøft.
Og det har taget så lang tid at skrive dette, at jeg vil afslutte denne blog med
God formiddag, læsere
Ingen kommentarer:
Send en kommentar