Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

tirsdag den 19. februar 2013

Gamle ar... Jeg ville ikke gøre alt for, at de ikke var der

- men meget. Jeg ville gøre meget. Jeg har knaldet kæben sammen med fuld knald 2 gange. Første gang slog jeg højre side, det var i 1997. Jeg fik et epileptisk anfald på cyklen. Og jeg havde ikke cykelhjelm på. En bilist så det og ringede 112. Jeg faldt af cyklen, og fik cyklen i hovedet bagefter. Jeg har meget spidse hjørnetænder.  De er lige omkring 3 mm længere end de andre tænder, og de 3 mm går ned i en spids. Den spids hakkede jeg ind i kinden da jeg faldt. Jeg smadrede ingen tænder. Jeg slog to huller i hovedet, men kom ikke yderligere alvorligt tilskade. Jeg fik problemer med hørelsen, og har en smule nedsat hørelse på højre øre.

Da jeg faldt anden gang, var det på mit badeværelse i 2007. Jeg fik et epileptisk anfald på mit badeværelse. Jeg slog venstre side af kæben, og jeg slog fortænderne. Den ene mistede et hjørne, og den anden blev marmoreret. Det vil sige, at der er revner i den, som et rodnet, men at det umiddelbart ikke har nogen betydning, hvis jeg passer på den, og den blev rodbehandlet. Men kæben begyndte at "klikke", så jeg begyndte at bide skævt. Det medførte at jeg når jeg f.eks. spiser hårde ting som knækbrød, får voldsomme smerter i venstre øre. Det medfører også, at jeg, når jeg gaber, tager en chance: Kan jeg lukke kæben igen eller ej? For den skal lige skubbes på plads. Da jeg faldt, hakkede jeg spidsen af hjørnetanden ind i kinden, i venstre side.

Nu bider jeg ofte ned i arene fra hjørnetænderne, og det giver en del blod, for slet ikke at tale om smerte. Jeg var hos en kæbespecialist på Næstved Sygehus, som fortalte mig, at jeg ved første fald havde fået en mindre flænge i kæben, som var vokset forkert sammen. De kan ikke hjælpe mig, for mine kæbeproblemer kommer fra spændinger i nakken, sagde han. I nakken og skuldrene. "Det er en folkesygdom", sagde han. Jeg kan ikke se, at mine problemer med min kæbe kan skyldes myoser, men manden har sikkert ret. Han ved mere om det end jeg gør, selvom læger ikke er gud, og at han kan tage fejl. Jeg vil ikke bede om at blive undersøgt igen, i tilfælde af, at jeg havner hos ham igen.

Derudover har jeg et tredje ar, også i munden, fra da jeg fik et epileptisk anfald på mit badeværelse i 2012 og flækkede min underlæbe. Mine fortænder bankede jo direkte ned i underlæben, og i lang tid havde jeg en kæmpe kugle af arvæv siddende derinde, den er blevet mindre, men engang imellem, når jeg smiler, banker jeg tænderne ned i den. Det gør også ondt.

Så alt i alt: Jeg er træt af det pis. Det er virkelig TRÆLS. Træls, siger jeg jer. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar