Kampzone

Jeg er en smule rystet, så den time, jeg brugte på at gå ned og købe ind (16-17), som egentlig var min Blogspottid, som egentlig først starter igen klokken 22, lige kommer med et enkelt indlæg. Ja, rodet sætning.

Jeg har været nede og købe ind. Der er en vej, hvor man må køre 70 km/h, og pludselig kom der en bil drønende med over 110 km/h og nedrullede vinduer. Jeg kiggede per automatik efter bilen,og René råbte "Se den anden vej!" og det gjorde jeg så. For jeg havde slet ikke tænkt på det, jeg er ikke vant til at bo midt i "den slags". Men det var en af banderne, som kørte forbi os. Bossen af "Black Cobras" bor lige i nærheden, og hver dag bliver nogen skudt eller stukket ned, og hver weekend er det ekstra slemt. Det er en dårlig idé at gå ned og købe ind efter mørkets frembrud. Hvis nogen sviner mig til og kalder mig fede luder kælling eller fanden de nu finder på - kan jeg intet gøre, for hvis jeg siger det mindste, kan jeg risikere at blive skudt eller stukket ned. Det er vigtigt at holde sig gode venner med alle der bor i området. Hilse på alle, selvom de ikke bor, hvor man selv bor. Huske at vinke som tak, hvis de holder tilbage for en i en rundkørsel, hvilket de skal i forhold til færdselsloven - men 75% af bilisterne gør det ikke. Man kigger ikke nogen i øjnene, og man siger ikke noget, hvis de siger noget grimt til en. Man sørger for, at alle i nærområdet kender en, som f.eks. pizzabuddet, som ofte får 25-50 kroner i drikkepenge. René ringer ned på pizzeriaet og siger tak for mad. Mennesker, der bor i nærområdet tilbyder at køre ham hjem, når han handler alene. Alle elsker René. Men jeg er ikke så udadvendt, og ikke mange elsker mig.

Grunden til, at jeg er lidt rystet, er at jeg pludselig i det sekund indså, at jeg egentlig lever i en kampzone. Det er alle mod alle. Det er det rene ... ja... Det er en by i kaos. På en måde hader jeg Køge, men jeg ved, at det er et spørgsmål om tid, før alle byer er ramt af bandekrige og opgør på åben gade. De er jo ligeglade med politiet. Politiet er latterlige. Det gør intet. De kan intet gøre. De kan bare stå og se på det ske. Tage dem med i detentionen, men de bliver lukket ud igen dagen efter. Hver eneste dag kører ambulancer og politibiler (mest de store) forbi, næsten aldrig brandbiler, men de store "politibusser" og ambulancer. Dag ud, dag ind. Jeg  går rundt og frygter den dag, hvor René eller jeg bliver ramt af en kugle, af en kniv eller et bat. Hvad kan man gøre? Melde det til politiet? Det er det samme som at underskrive sin dødsdom.