Wauw. Anders og Dorte... De er de mest gavmilde mennesker, jeg kender. Seriøst. Jeg kender ingen mennesker overhovedet, der er så gavmilde. Først gav Dorte os et helt sæt Tupperware (det ægte), så fik vi en seng, som er af virkelig god kvalitet. De skulle af med den, fordi Dorte fik nogle penge efter hendes mors død, og de sukkede efter elevationssenge. Og nu? Nu har Anders ringet og spurgt om vi vil have deres gamle LCD fjernsyn, for de har et i overskud. De vil ikke acceptere betaling for noget af det - ikke engang en middag på vores regning eller noget som helst. Det er utroligt. Virkelig... Jeg mener... Wauw. Anders og Dorte er vitterligt de mest gavmilde mennesker i verden. Og Anders stiller op her og skruer alt op, skærer ud, borer huller og alt, hvad der skal laves, Dorte hjælper med rengøringen, når vi ikke kan klare mere, og vores elendige hjemmehjælper bare ikke kan levere varen. Anders kører os rundt, hvis vi spørger. De fortjener en hyldest. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Kun én gang. Da jeg faldt ved bussen, og en fremmed kvinde hjalp mig op og sørgede for, at jeg var okay, krammede mig, og da René kom, krammede hun også ham - hun havde selv dårlige knæ, sagde hun, og gav os begge to et kys på kinden. Hun spurgte flere gange om jeg havde det godt igen, om jeg var okay. Jeg sidder og græder lige nu. Det er måske nok lidt mere værd end Anders og Dortes gaver til os. Og jeg ved, at de fleste af dem, jeg kender, nok ville gøre det samme som Anders og Dorte, hvis det var muligt - det ville jeg i hvert fald selv - men at modtage alle de mange gaver virker fuldstændigt surrealistisk. Jeg har ikke haft chancen for at være så gavmild som Anders og Dorte, men jeg vil gerne være det. Og jeg vil især gerne kunne udvise så stor respekt og omsorgsfuldhed for fremmede mennesker, som den kvinde gjorde for mig.
Men ellers er jeg okay igen. Jeg tænker ikke så meget på Renés mave længere, selvom jeg er VIRKELIG irriteret på min mor over hendes konstante kritik over Renés overvægt. Er det ikke nok, at hun er over mig som en høg? Hvorfor skal hun også være efter René? Det gjorde mig lidt vred, men jeg lod det ikke bide sig fast. Hun sagde, at den hårde knude der er på hans mave er ufordøjet mad, som ikke kan komme ud, og at han har ufordøjet mad i maven, fordi han har ødelagt sin operation. Hun kan ikke forstå, at manden i 2011 fik undersøgt maven og tarmene, og at ALT var som det skulle være. Mavesækken er ikke blevet større, og tarmene sidder, hvor de skal. Det, hun ser, er en fed mand, der altid ligger i sengen. Jeg siger til hende "Mor, han kan ikke bevæge sig ret meget, han går alt det, han overhovedet kan, men han tager altså Metadon og flere andre smertestillende præparater, som gør ham sløv, og de tager ikke engang smerten helt." Hun siger "Jamen, det hjælper hvis han taber sig" - og nej. Det gør det ikke. Først og fremmest fordi han på et tidspunkt tabte 40kg, og det ingen effekt havde. For det andet fordi 2 ortopædkirurger uafhængigt af hinanden har sagt til ham, at hans rygsygdom er genetisk betinget, og at han vil have ondt, uanset om han vejer 30 eller 130kg. Der er ingen andre der fatter det. René ligger ned det meste af tiden, og så snart han har overskud til at gå, kommer vi ud at gå en tur - enten bare en tur, eller ned for at købe ind. Vi gør alt, hvad vi kan for at vi komme ud, og det gør vi stort set hver dag. Men når man ligger ned, mere end man bevæger sig, og samtidig spiser, ja, så tager man på. Også selvom jeg sørger for, at han får sund mad indenbords.
Folk og deres fordomme. Folk og deres gavmildhed. Folk og deres omsorg.
Engang imellem kunne jeg godt tænke mig, at jeg turde at sige min mor imod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar